Superliga

Onyszko: Afklaring inden nytår

Den kontroversielle keeper er gået i tænkepause julen over, men regner med at have styr på sin fremtid inden nytår.

Det har bestemt ikke været noget godt år for den polske målmand Arek Onyszko. To fyringer, en voldsdom og en sand mediestorm efter udgivelsen af sin bog "Fucking polak", har gang på gang bragt ham i overskrifterne på den uheldige måde.

Det har dog ikke fået ham ned med nakken. Tværtimod så mener 35-årige Onyszko, at der er flere gode år tilbage i ham. Hvor karrierens sidste gode år skal spilles, er endnu ikke på plads.

- Han er taget på juleferie, og han tænker stadig over, hvad han gerne vil. Jeg regner med, at der kommer svar fra ham inden nytår, siger hans agent, Nikola Juric til sporten.dk.

- Jeg snakker løbende med ham. Han er ked af, at han ikke står på mål et eller andet sted. Men ellers så tager han det stille og roligt lige nu og tænker over, hvad han gerne vil, siger han.

Dermed kan Arek Onyszko for en stund få lidt ro på tilværelsen og holde lidt ferie i sit hjemland, Polen.