Superliga

Silkeborg-talent: Klubben er generøs

Korsbåndsskadede Christian Thyboe-Thomsen har netop forlænget sin kontrakt med Silkeborg. Endnu ved han dog ikke, om det bliver til Superliga eller Danmarksserie i fremtiden.

Et af Silkeborgs mange forsvarstalenter er 22-årige Christian Thyboe-Thomsen. Med fem U/17-landskampe stod talentet tidligt klart, men den seneste tid har et overrevet korsbånd sat en stopper for udviklingen. Det har dog ikke afholdt Silkeborg fra at forlænge med spilleren.

- Klubben ville gerne give mig chancen for at komme tilbage, så jeg kan slutte genoptræningen på en ordentlig måde. De er meget generøse, men jeg har også været i klubben altid, så måske har det spillet ind, siger Christian Thyboe-Thomsen til tipsbladet.dk.

- Planen er, at jeg skal spille kampe igen til april, men det er ikke til at vide, hvordan det vil gå. Derfor er jeg også glad for den korte konktrakt, for går det ikke, kan jeg hurtigt finde en anden løsning.

Den ny kontrakt løber nemlig kun indtil sommer, da der stadig er usikkerhed om Thyboe-Thomsens fremtid som fodboldsspiller. Det skyldes ikke mindst, at korsbåndsskaden er den anden i træk.

- De to skader er sket lige i en periode, hvor min udvikling er rigtig vigtig. Sidste gang kom jeg hurtigt og stærkt tilbage, så jeg både håber og tror, at det også vil gå sådan denne gang, siger Silkeborg-spilleren.

Foråret må vise, om Christian Thyboe-Thomsen kan klare det høje niveau, men selv hvis knæet holder, er der stadig evnerne at tænke på, bemærker den 22-årige forsvarsspiller.

- Jeg ved endnu ikke, om knæet kan holde til det, når jeg kommer tilbage, og selv hvis det kan, er det jo ikke sikkert, at jeg kan komme op på niveauet igen. Det kan både blive Superliga eller Danmarksserie for mig, men jeg er forberedt på begge dele.

- Det er da klart, at jeg har tænkt i alternativer, hvis det ikke går, men lige nu har jeg stadig troen og lysten til fodbold, og så må vi bare se, hvad der sker i foråret, siger Thyboe-Thomsen til tipsbladet.dk.

Christian Thyboe-Thomsen var anfører for Silkeborgs andethold, inden han i sommeren 2007 blev rykket op og fik sin debut mod Fredericia i 1. division.