Superliga

Talent afgør nyindkøbs EfB-fremtid

Ove Pedersen vil se unge Martin Rauschenberg an, inden han træffer beslutning om eventuelt at forlænge den kontrakt, som Esbjerg netop har skrevet med Morten Christensen.

Da Fredrik Björck skiftede til Tromsø var Esbjerg hurtige på aftrækkeren og sikrede sig 30-årige Morten Christensen som gardering. Kontrakten med Christensen er da kun af et halvt års varighed, og det er der en helt klar plan med.

- Numerisk var det vigtigt for os stadig at have fire alternativer til vores midterforsvar. Det har vi nu, efter Adrian Cann og Fredrik Björck har forladt os, og vi har fået Thomas Gaardsøe og Morten Christensen ind til at supplere Kian Hansen og Nicolai Høgh. Derudover har vi Martin Rauschenberg på vores U/19-hold, som er et stort talent, som jeg skal se an i de næste halve år, inden vi vurderer, om Morten Christensen skal have en længere aftale, siger Ove Pedersen til tipsbladet.dk.

Martin Rauschenberg er 18 år gammel og har spillet 11 unglandskampe. En spiller, hvis udvikling Ove Pedersen ikke vil sætte i stå ved at have Morten Christensen løbende rundt og optage pladsen for længe.

- Jeg har indtil videre et for spinkelt grundlag til at vurdere, om Martin er klar til at være med på SAS Liga-niveau. Nu bliver han rykket permanent op i vores SAS Liga-trup, og så må jeg vurdere, om han er klar. Det er også derfor, at Morten Christensen kun fik et halvt år, for hvis vi har én af vore egne, der er god nok, så kan vi ligeså godt bruge ham, siger Ove Pedersen.

LÆS OGSÅ: Glemt udlandsdansker afviser jobtilbud