Serie A

Jørgensen udskyder AGF-beslutning

Martin Jørgensen afventer og ser, hvad Fiorentina gør i det kommende transfervindue, før han beslutter sig for noget omkring fremtiden.

Med en flot præstation onsdag i Champions League anbefalede Martin Jørgensen sig selv til træner Cesare Prandelli. Men danskeren kan alligevel snart være fortid i Firenze-klubben.

- Jeg har ikke taget nogen beslutning om fremtiden. Lige nu går det godt, og onsdag spillede jeg for tredje kamp i træk over en halvleg. Men jeg ved også godt, at jeg spiller, fordi vi har mange skader. Køber Fiorentina stort ind her i vinter, så vil det måske blive sværere for mig, så jeg venter og ser tiden an, siger Martin Jørgensen til tipsbladet.dk.

Landsholdsspillerens kontrakt med Fiorentina udløber til sommer, men der har før været snak om, at Jørgensen allerede i vinterens transfervindue vil søge hjem til hjerteklubben AGF. Samtidig har Jørgensens agent Ippolito Gallovich udtalt, at han måske forlænger med Fiortentina

- Det er slet ikke noget, vi har snakket med Fiorentina om endnu. Nu må vi se. Som sagt har jeg ikke truffet nogen beslutning om fremtiden, siger Martin Jørgensen.

Martin Jørgensen og Fiorentina spiller i eftermiddag mod Chievo. Følg kampen i vores LIVE-sektion her.