Serie A

Zlatan kaldes for sigøjner

Modstanderne kalder Zlatan Ibrahimovic for "sigøjner", afslører den svenske superstjerne.

Man må finde sig i en del, hvis man vil spille i den italienske Serie A. Det afslører Zlatan Ibrahimovic i et interview med engelske FourFourTwo, hvor han fortæller, hvad han må lægge ører til fra modstandernes forsvarere.

- Nogle forsvare forsøger at irritere dig, fysisk og verbalt. Nogle har sagt ting om min familie - de har kaldt mig for sigøjner. Min mor er fra Kroatien og min far fra Bosnien. Jeg er født i Sverige og føler mig 100 procent svensk, men de er ligeglade. Men jeg lader mig ikke gå på længere, siger Ibrahimovic.

Svenskeren fortæller også, hvordan man undgår at lade sig påvirke af modstandere under en kamp.

- Nøglen er at fokusere på, hvad du skal gøre i kampen, ikke hvad de andre siger. En anden ting, man skal huske på, er at man har et ansvar over for sine holdkammerater. Hvis man tænker på, at det er en del af ens job ikke at svare, kan det hjælpe dig, siger Ibrahimovic.

I en parentes kan det bemærkes, at svenskeren netop har afsonet to kampes karantæne for at slå en modstander.

Læs også: Bari tæt på sensation mod Milan: