Superliga

AaB: Skal vi spille i bar røv?

Lynge Jakobsen ser ingen sammenligning med sidste sæsons AGF-nedrykning og AaB's nuværende situation. Der er handlet og ageret og sportsdirektøren tror på 'projekt overlevelse.'

AaB er stadig i stor fare for at blive den næste traditionsklub, der må forlade Superligaen. I sidste sæson skred det hele under et AGF-hold, der i efteråret lå nummer ét i Superligaen efter syv spillerunder og talte om medaljer og storhed. Et fatalt forår og en historisk slutspurt af Randers FC endte med at sende AGF ud af ligaen på sidste spillerunde.

Hos AaB ser sportsdirektør Lynge Jakobsen dog ikke mange brugbare sammenligninger med, hvad der skete i AGF i sidste  sæson.

- Vores situation er mere end 100 procent anderledes fra AGF's. Vi kunne se spøgelset i oktober, fordi vi var der i bunden. Vi kunne agere i transfervinduet. AGF kunne først se det i slutningen af april, eller hvornår det nu var, og så kunne de ikke gøre en skid og rykkede ned. Vi har haft mulighed for at agere anderledes end AGF, og det har vi gjort, siger Lynge Jakobsen til tipsbladet.dk

- Det har ikke givet os afkast endnu, for pointmæssigt ligger vi under det, vi havde forventet. Det med at sige, at det ikke er gået op for os - det er at tale ned til os. Skal vi vise det ved at spille med bar røv om søndagen? Har spillerne løbet de kilometer de skal? Det synes jeg, de har. Jeg tror stadig, at de slår til, og at vi klarer den.

AaB får onsdag aften besøg af Randers FC, der inden kampen har fire point at give af til nordjydernes 12. plads i tabellen. Runden efter venter FC Nordsjælland på udebane. Begge er kampe, som AaB ikke har råd til at tabe, da begge modstandere er blandt de mange hold, der en del af nedrykningskampen.