Superliga

Beckmann: Brøndby gav os nyt liv

Randers-truppens tro på overlevelse blev boostet af Brøndbys sejr over nedrykningskandidaterne fra Lyngby, fortæller Mikkel Beckmann.

På trods af onsdagens 2-1-nederlag til FC Nordsjælland er der stærk tro på overlevelse i Randers' omklædningsrum. Sådan lyder udmeldingen fra Mikkel Beckmann.

Det skyldes ikke mindst, at Lyngby tabte weekendens opgør imod Brøndby og dermed stadig er a point med kronjyderne, forklarer den 27-årige Randers-angriber.

- Man kan nærmest sige, at vi fik et nyt liv, da Brøndby slog Lyngby. Nu har vi ikke et decideret hul, vi skal lukke, og vi har selv mulighed for at afgøre det igen. Det hjælper meget på troen og gejsten, at vi kan gøre det, siger Mikkel Beckmann til

tipsbladet.dk

.

Fokuserer ikke på pokalskuffelsen
Næste opgave for randrusianerne bliver onsdagens udekamp imod FC Midtjylland, som i går tabte pokalfinalen 3-2 til FC Nordsjælland på grund af en scoring i overtiden.

Muligheden for at udnytte midtjydernes skuffelse har imidlertid ikke været på dagsordenen i Randers.

- Vi har overhovedet ikke snakket om FC Midtjylland. Vi har kun fokuseret på os selv. På at få trænet ordentligt og få styr på vores eget spil. Så længe vi ikke ved, hvem de stiller op med, kan vi ikke få så meget ud af at fokusere på dem, siger Mikkel Beckmann.

Randers ligger placeret lige over nedrykningsstregen med 32 point. Det samme antal har Lyngby på 11. pladsen, men med en dårligere målscore. Esbjerg ligger sidst med 29 point.