Superliga

Beckmann: Nu SKAL der noget ind

Mikkel Beckmann forventer, at Randers-ledelsen henter en ny angriber inden vinduet lukker. - Vi har ingen angribere i truppen, lyder det.

Yura Movsisyan er netop blevet solgt til FK Krasnodar, og Randers FC har dermed et stort gabende hul på angrebsfronten. Det mener profilen Mikkel Beckmann i hvert fald. Han mener, det er altafgørende, at klubben handler nu.

- Vi har ingen deciderede angribere lige nu. Vi har en masse offensivspillere, men ingen angribere. Det er meget afgørende, at klubben handler nu, for vinduet lukker lige om lidt. Og det ser godt nok skidt ud, hvis ikke der kommer en afløser for Movsisyan. Der skal noget ind, hvis vi skal have en chance, siger Mikkel Beckmann til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Officielt: Movsisyan til Rusland

I træningskampen mod AaB i går spillede Ousmane Sarr på toppen i første halvleg, mens klubbens nye nigerianer George Odhiambo spillede topangriber i anden halvleg.

Randers FC har da også allerede proklameret, at der kommer en ny angriber til klubben. Rygterne om Kim Aabech er løbet stærkt i de sidste par dage, og Mikkel Beckmann kunne godt se Aabech bombe i den lyseblå trøje.

- Kim er en helt anden type, men han ville kunne dække et stort hul. Ham og jeg har spillet mange kampe sammen i Lyngby, og det kunne være fedt at få ham til klubben, siger Mikkel Beckmann.

Beckmann selv er helt oven på efter en skade har holdt ham ude af spil det meste af efteråret.