Foto: Lars Ronbog // Getty Images
Superliga

Blackout mod FCK sætter AaB under pres i top-6-kapløb

FCN og Brøndby har slået et hul ned til AaB i kampen om at ende i top-6, som Randers også stiler efter.

Efter to sejre i træk kom AaB ned på jorden med et 2-3-nederlag ude til FC København søndag aften.

Tre mål fra FCK i en periode på ti minutter i anden halvleg gjorde udslaget, selv om AaB var tæt på et flot comeback til slut.

Nederlaget betyder, at AaB er presset i kampen om at opnå en placering i top-6, der giver adgang til mesterskabsspillet.

AaB er lige nu placeret på sjettepladsen med 34 point efter 23 kampe. Brøndby og FC Nordsjælland sejrede begge i weekenden og har slået et lille hul ned til AaB med henholdsvis 38 og 37 point.

Randers FC, der søndag vandt 2-1 ude over AC Horsens, har 34 point og er placeret på syvendepladsen på grund af en dårligere målscore end AaB. Randers har dog spillet en kamp færre end AaB.

AaB-træner Jakob Friis er overbevist om, at holdet har det, der skal til i de sidste tre kampe i grundspillet for at ende i top-6.

- Vi skal holde den kvalitet og det udtryk, som vi har haft i næsten tre kampe.

Læs også:Skuffet Braithwaite efter første Clasico: Det handler om at slå tilbage

- Så er jeg sikker på, at det er i vores hænder, og vi gør, hvad vi kan for at angribe den top-6, sådan at det giver sig selv, hvor vi ligger efter runde 26, siger Friis.

I sidste sæson endte AaB lige uden for top-6, og det må ikke ske igen.

- Jeg tror ligefrem, at jeg har skrevet under på, at det er en målsætning i AaB, og sådan er det.

- Vi skal og stræber altid efter at ligge i toppen af dansk fodbold. Det ændrer strukturen ikke på. Det stiler vi efter.

- Kan vi fastholde de her præstationer, så tror jeg sgu, det giver sig selv, hvor vi ender, siger AaB-træneren.

AaB-angriberen Kasper Kusk ser frem til de sidste tre ligakampe i grundspillet mod Lyngby, Esbjerg og AGF.

- Det er en kombination af, at vi skal håbe på lidt uafgjorte resultater i de andres indbyrdes kampe. Og vi skal have lidt held.

Læs også:Niels F. efter Brøndby-sejr: Det var tre rigtig, rigtig vigtige point

- Og så skal vi selvfølgelig slå Lyngby og Esbjerg, og det kan være, vi også skal slå AGF i den sidste.

- Der venter tre svære kampe, som kræver det ypperste, og det skal vi være klar på, siger Kasper Kusk.

AaB-anfører Lucas Andersen kræver, at holdet får rettet op på de fejl, der betød, at FCK scorede tre mål på under ti minutter i anden halvleg.

- Vi havde et blackout på ti minutter. Det må man bare ikke have mod et hold som FCK.

- Det kan være, at det går mod nogle andre, men hvis man vil op og spille med, hvor det sker, så skal man udrydde sådan nogle fejl, siger Lucas Andersen.

Inden AaB skal i aktion i Superligaen igen, så venter en pokalkvartfinale onsdag aften hjemme mod FCK.

/ritzau/

Læs også:Solbakken erkender efter nye skader: Vi er presset på mandskab

Læs også:SønderjyskE svækket til FC Midtjylland-kamp: Må undvære trio

Læs også:FCK-angriber tager sigtelse med ro: Jeg er ikke bekymret