Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen om eftertragtet Horsens-talent: Vi kunne sælge ham i morgen

Jeppe Kjær er bare 15 år gammel, men allerede inde omkring AC Horsens' reserveligahold og en eftertragtet herre i både ind- og udland. Bo Henriksen vil dog passe godt på ham.

Dansk fodbold har de seneste år kendt én Jeppe Kjær. Han har scoret mål på samlebånd i divisionerne og også fået et par sæsoner i Superligaen for Lyngby Boldklub. Han er imidlertid fyldt 33 år og optræder for FC Helsingør i 2. division, så det er ikke sikkert, vi får ham at se i den bedste række igen.

Superligaen kan dog få en ny Jeppe Kjær, der endda også er angriber, inden længe. Han er 18 år yngre end sin navnebror, og han spiller i AC Horsens. Her optræder han både på U17-holdet og på reserveligaholdet, ligesom han træner med førsteholdet hver uge.

Skal man tro klubbens manager, Bo Henriksen, er der stor efterspørgsel på den unge mand.

Læs også:43-årig Horsens-legende om comeback: Mine børn synes, det er cool

- Vi kunne finde en ny klub til Jeppe Kjær i morgen, hvis vi ville det. Der er både danske og udenlandske klubber, der viser interesse, siger Henriksen til Horsens Folkeblad.

Han fastholder dog, at AC Horsens gør sig umage med at passe på Kjær og ikke føre ham hurtigere frem, end han kan tåle.

15-årige Jeppe Kjær er indtil videre noteret for fire kampe for reserveligaholdet i AC Horsens i dette efterår, den seneste i sidste uge. Han har dog endnu ikke scoret for klubbens næstbedste seniorhold.

Læs også:Vildt: 43-årig legende gør comeback i Superliga-klub

Skulle Bo Henriksen finde på at rykke Kjær permanent op i seniortruppen, skal den unge angriber dyste med to etablerede spillere i Jannik Pohl og Nicolai Brock-Madsen. De har scoret henholdsvis nul og to Superliga-mål i denne sæson.

Træner unge Kjær med førsteholdet i den kommende tid, kan han i øvrigt se frem til at afslutte på en mand, der er gammel nok til at være hans far. 43-årige Søren Jochumsen er tiltrådt som backup på målmandsposten.

Læs også:AC Horsens lurer på amerikansk forsvarsspiller

Læs også:Karantæner - hvem er ude?

Læs også:Optakt: Esbjerg fB - AC Horsens