Brentford-oprykning kan sende kroner til Midtjylland
Foto: Mathias Svold/Polfoto
Superliga

Brentford-oprykning kan sende kroner til Midtjylland

Hvis den engelske klub Brentford lykkes med at rykke op i Premier League, kan det sende millioner af kroner til FC Midtjylland.

Den danske klub FC Midtjylland styrer mod en sikker oprykning, og mens Glen Riddersholm og klubben fra Herning og Ikast kæmper for at hive det første trofæ i land, har klubbens engelske ejer, Matthew Benham, også øjnene rettet mod sin klub i hjemlandet.

Der mangler nemlig kun én kamp i The Championship, og lige nu er Brentford akkurat uden for playoff-pladserne om en oprykning til Premier League. Med med en sejr og pointtab til Derby sniger Brentford sig med i playoff, og så kan alt ske. Skulle det samtidig ske, at klubben spiller sig i Premier League, vælter millionerne ind over klubben. Og det kan også give en økonomisk indsprøjtning i FC Midtjylland.

- Det betyder jo, at Brentford ikke vil køre med så stort underskud, og da det jo er den samme mand, der betaler for begge klubber, så har det jo en positiv effekt. Hvis tv-pengene kommer allerede i år, vil det også betyde, at vi hurtigere kan rykke på de ting, vi vil, siger bestyrelsesformand i FC Midtjylland Rasmus Ankersen til metroxpress.

Bestyrelsesformanden fortæller videre, at han fremadrettet godt kan se de to klubber arbejde tæt sammen i forhold til spillerudveksling og spillerudvikling. I dette forår har FCM for eksempel engelske Montell Moore på en lejeaftale fra Brentford.

I sidste spillerunde er Brentford hjemme mod Wigan.