Superliga

Entreprenørfirma på Lyngbys trøjer

Lyngby har fået ny hovedsponsor. Entreprenørfirmaet J. Jensen A/S skal fra næste sæson og tre år frem pryde Lyngbys blå trøjer.

J. Jensen A/S er navnet på den hovedsponsor, som Lyngby præsenterede på et pressemøde her til formiddag. Entreprenørfirmaet skal de næste tre sæsoner pryde brystet på Rune Pedersen, Emil Larsen og co.

- Vi er glade i dag. Dels fordi vores nye hovedsponsor, J. Jensen A/S, har skrevet under for tre år, dels fordi vi - udover sponsoratet - har fået en stærk partner. Vi har en visionær plan både forretningsmæssigt og sportsligt. Vores satsning på elitefodbold gennem udvikling af landets mest succesfulde ungdomsafdeling passer perfekt på den profil, som J. Jensen A/S står for. Virksomheden har længe støttet sporten, og træder i dag ind i landets bedste fodboldrække som en hovedsponsor, der kan genkende sig selv i støtten til klubben, siger administrerende direktør Birgit Aaby.

LÆS OGSÅ: Russere ville ind i Lyngby

Lyngby skriver i en pressmeddelelse, at aftalen med den ny hovedsponsor er et vigtigt skridt i retning af at opfylde målet om at blive en fast del af Superligaen i 2013. Økonomien i aftalen ønsker parterne ikke at afsløre, men Lyngby skriver, at aftalen er større end den nuværende hovedsponsoraftale, og at sponsoratet kan løbe op i et tocifret millionbeløb afhængig af de sportslige resultater.

- Vi passer godt til J. Jensen A/S, og omvendt. Vi ønsker dem velkommen i klubben og ser frem til et samarbejde, hvor udvikling er den bærende faktor. 2013-planen kører nu videre med J. Jensen A/S som hovedsponsor.  Ambitionen er fortsat fast etablering i superligaen og et nyt stadion i 2013. J. Jensen A/S har allerede vist sig som en relevant sparringspartner i den store og vigtige proces frem mod opbygning af et nyt stadion. En perfekt partner i Lyngby Boldklub, hvor vi jo netop har arbejdet hårdt på at vores sponsorer også fungerer som sparringspartner i vores erhvervsnetværk, fortsætter Birgit Aaby.

Lyngby tabte i går til Esbjerg og er efterhånden i overhængende nedrykningsfare. De har ikke vundet en kamp i dette forår.