Esbjerg: Ny sportsdirektør er kun anden eller tredje prioritet
Foto: Esbjerg fB
Superliga

Esbjerg: Ny sportsdirektør er kun anden eller tredje prioritet

De har på ingen måde travlt med at få en afløser for Ted van Leeuwen på plads i Esbjerg fB. Der er andre ting, der skal ordnes først.

Der skal træffes mange vigtige valg i Esbjerg fB denne sommer:

Klubben skal finde en ny sportslig ansvarlig, efter Ted van Leeuwen har sagt sit job som sportsdirektør op. Begge assistenttrænere skal erstattes. Fire spillere har kontraktudløb. De unge og talentfulde tiltrækker bud fra nær og fjern. Og så skal det hele gerne munde ud i, at førsteholdet overlever som oprykkere i Superligaen.

Afløseren som sportsdirektør skal givetvis være med til at træffe nogle af de beslutninger, men klubbens ledelse stresser ikke over at besætte stillingen, der bliver ledig, når van Leeuwen er væk 1. juli.

- Ansættelsen af ny sportsdirektør har kun anden eller tredje prioritet. Vi har en trup, vi tror på, og vi tror frem for alt på, at den oplevelse, de havde sammen i den sidste kamp mod Silleborg, kan bære dem langt. Og hvis der byder sig muligheder for at hente nye spillere, kan vi klare det med vores netværk og interne kræfter, siger administrerende direktør Brian Knudsen til JydskeVestkysten.

EfB har eksempelvis allerede Niels Erik Søndergård ansat som ungdomselitechef, og han har tidligere fungeret som sportsdirektør i klubben. 

Det tyder desuden på, at Ted van Leeuwens afløser ikke får samme titel som sin forgænger. Mens hollænderen altså er sportsdirektør, er det planen, at den nye mand i sædet skal være sportschef.

- Vi vælger at sige, at det er en sportschef, og så kan vi altid opgradere, hvis det bliver nødvendigt, sagde Brian Knudsen til tipsbladet.dk efter van Leeuwens opsigelse.

Hvad udgør forskellen?

- Hvis man er noteret som direktør, har man rettigheder som en direktør. En sportschef er mellemleder på et andet niveau, så det er også et spørgsmål om ansættelsesforhold.

Hvorfor har I valgt det?

- Det vælger vi ud fra den betragtning, at vi har haft Ted i halvandet år, og det har han gjort fremragende, så nu ser vi videre. Nu vurderer vi, det er en sportschef, vi har vi brug for, lød det fra direktør Knudsen.

Ted van Leeuwen vender tilbage til FC Twente.