Superliga

Falk: Jeg vinder ikke sølv til OB

OB's unge stjerneskud Rasmus Falk nedtoner sin egen betydning for fynboernes sølvkamp.

Rasmus Falk er blot 19 år og spillede mod Silkeborg sin kun tredje Superligakamp. Alligevel er han efter sine to mål mod Lyngby i forrige spillerunde på alles læber i Odense som OB's nye håb.

OB ligger i tæt kamp med Brøndby og FCM om sølvmedaljerne i denne sæson, men Rasmus Falk nedspiller selv sin betydning i medaljeracet.

- Nej, jeg føler slet ikke noget ansvar for at skulle gå ud og lave genialiteter. Jeg er en del af holdet. Det er jeg ligesom blevet. Nogle har mere ansvar end andre, men jeg er stadig nederst i hierarkiet. Jeg er en af de yngste spillere, der er med i Superligaen og spiller mine første kampe. Tre gange i Superligaen, tror jeg, sagde Rasmus Falk til Tipsbladet efter OB's 1-1-kamp mod Silkeborg.

Så OB kan ikke bare sige, at takket være dig, så vinder de sølv?

- Nej, det ville være synd at sige. Der er nogle, der har mere ansvar.

Efter de to mål mod Lyngby var der spekuleret meget i, om Rasmus Falk ville få lov til at starte mod Silkeborg. Det var han glad for at få, og det har indtil videre været en god oplevelse for Middelfart-drengen med Superliga-fodbold.

- Jeg ved ikke, om det var overraskende, at jeg startede inde. Man kunne også se det lidt ud fra træningen. Jeg vidste det dagen før, og jeg var rigtig glad for det.

- Det var været en meget nem overgang (fra ungdomsfodbold til førsteholdet). Der er mange fantastiske mennesker og spillere i truppen. De tager utrolig godt imod en og hjælper en. Derfor er det ikke svært at falde ind.

Læs mere: Tipsbladet var på Silkeborg Stadion i weekenden for at kigge nærmere på OB og analysere holdets kandidatur til sølvmedaljerne. Det er der kommet en analyserende reportage ud af, som du kan læse i Tipsbladet Update i dag tirsdag. Også som e-avis.