Superliga Victor Risager

- Han har sagt: “Du behøver ikke hente en ny 6'er”

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Zeca har gjort gode fremskridt i sin genoptræning, melder Jess Thorup.

Af Victor Risager

FC København har været uden anfører Carlos Zeca siden oktober, hvor den 33-årige midtbanekriger pådrog sig en korsbåndsskade.

Sådan en alvorlig skade kræver et langt genoptræningsforløb, og det er ikke ventet, at Zeca gør comeback for københavnerne i denne sæson. Dog går det fremad med hans genoptræning, fortalte cheftræner Jess Thorup til et “FCK INSIDE”-arrangement torsdag.

- Zeca har sin daglige gang ude på tieren og er en vigtig del af træningsmiljøet. Jeg tror, vi var mange, der var bekymrede, hvordan har rent mentalt ville håndtere at være ude i så mange måneder i den alder, han er nået. Men jeg tror roligt, at jeg kan sige herfra, at medical staff sjældent har set en spiller arbejde så hårdt i fitnessrummet.

- Han gør det rigtig godt og er oppe at løbe og tager de rigtige skridt i den rigtige retning, så vi tager ham også med på træningslejr for at holde ham så tæt på truppen som muligt. Dermed ikke sagt, at han spiller mod OB den 20., men han er på vej, sagde Jess Thorup.

Her tilføjede sportschef Peter Christiansen så med et smil:

- Han sagde til mig, “You don’t need to bring a new six”.

En sekser er som bekendt en defensiv midtbanespiller og er den rolle, som Zeca besidder hos FC København.

Peter Christiansen og FC København har således været meldt ude efter en ny defensiv midtbanespiller i januar ovenpå skaden til Zeca, hvor især Albin Ekdal fra Sampdoria har været nævnt som et varmt emne.