Igboun: Dommerfejl synd for Hassan
Illustration
Superliga

Igboun: Dommerfejl synd for Hassan

Sylvester Igboun har ondt af holdkammeraten Rilwan Hassan, som efter hans overbevisning blev fejlagtigt udvist i kampen mod AaB.

FC Midtjylland slog søndag aften AaB med 2-0 og buldrer dermed videre mod mesterskabet, men alligevel slap Glen Riddersholms tropper ikke fra kampen helt uden malurt i bægeret.

I de døende minutter væltede Rilwan Hassan omkuld i AaB's straffesparksfelt, og det vurderede dommer Lars Christoffersen som et forsøg på at filme sig til et straffespark, og dermed fik Hassan gult kort. Det gule kort blev samtidig vekslet til et rødt, da Hassan løb rundt med en advarsel fra tidligere i kampen.

Rilwan Hassans holdkammerat og landsmand Sylvester Igboun oplevede situationen fra nærmeste hold, og han mener, at det røde kort var en fejl fra Lars Christoffersen.

- Det røde kort var en skidt beslutning fra dommeren, for der var ikke tale om film. Jeg var lige i nærheden og så det hele. Der var kontakt fra AaB-spillerens side – måske ikke nok til et straffespark, men helt sikkert ikke til et gult kort, siger Sylvester Igboun til allnigeriasoccer.com og fortsætter:

- Jeg har ondt af ham. Han startede sæsonen godt, men blev skadet, og nu er han så tilbage fra skaden og lægger ud med at få et rødt kort, som han ikke fortjente.

Rilwan Hassan skal afsone karantæne i FC Midtjyllands hjemmekamp mod FC Vestsjælland.