Superliga

Johansson: AaB er farlige nu

Andreas Johansson skal for anden gang tilbage til sin gamle hjemmebane i Aalborg. Han regner med, at OB kommer til at kæmpe til sidste blodsdråbe, hvis de vil have point med hjem.

Den 4. oktober var Andreas Johansson for første gang tilbage på sin gamle hjemmebane Energi Nord Arena, da han sammen med OB gæstede AaB. Dengang spillede Johansson 90 minutter, og OB vandt med 2-1.

Nu skal Johansson så for anden gang tilbage til det stadion, hvor han blandt andet var med til at vinde mesterskab og spille Champions League.

- Det var meget specielt i efteråret. Det vil det nok altid være første gang. Det bliver interessant igen, men for mig handler det om pointene. Det bliver en hård kamp for begge hold vil gerne vinde, og jeg håber og tror på, det bliver en underholdende kamp, siger Andreas Johansson til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Johansson kæmper med formen

OB skal have point for at holde sig til i kampen om andenpladsen, men Johansson forudser, at AaB's position sidst i rækken kombineret med sejren i Lyngby gør kampen ekstra vanskelig for ham og OB'erne.

- De vil fighte og give alt til dommerens sidste signal lyder, for de er pisket til at få point igen. Sejren over Lyngby har givet dem et boost og noget selvtillid, der gør, at det bliver rigtig svært for os, men jeg håber på, at vi vinder, siger Johansson.

Andreas Johansson startede selv på bænken, da OB i sidste uge spillede 1-1 i Silkeborg. Her var Rasmus Falk foretrukket som makker til Peter Utaka.