Video : Tipsbladet
Superliga

Kamaldeen viste BLM-trøje frem: Der er ting som er nødt til at blive sagt

Kamaldeen Sulemana scorede og kom med et budskab i forbindelse med Black Lives Matter-bevægelsen, da FC Nordsjælland fik 1-1 med FCK.

Kamaldeen Sulemana begyndte på bænken for FC Nordsjælland søndag aften i kampen mod FC København, men han kom på banen i anden halvleg og scorede til 1-1, som også blev resultatet af kampen. 

Scoringen blev sendt ind fra en meget spids vinkel, og Kamaldeen var også selv godt tilfreds med målet. Det fortalte han umiddelbart efter slutfløjt i et interview på Canal 9.

- Det var utroligt, siger den hurtige kantspiller og tilføjer:

- Når man sammenligner min sidste præstation med denne, så var jeg skuffet over mig selv sidst. I dag ville jeg ikke skuffe, og jeg er glad for min præstation i dag. Men jeg er dog en smule skuffet over, at vi kun får uafgjort i dag, hvis vi skal se på hele holdet, fortæller Kamaldeen Sulemana.

Ved scoringen løb han direkte ud til bænken og tog en 'Black Lives Matter'-trøje frem, og det var der en særlig grund til, forklarer han.

- Der er ting, som er nødt til at blive sagt. Man skal sende et godt budskab ud til folk, men der er stadig folk, som behandler folk efter deres hudfarve, siger FC Nordsjælland-spilleren, som dog glæder sig over, at der er mange, der har taget bevægelsen til sig og prøver at gøre verden til et bedre sted at være for alle.

Endvidere fortæller han, at han ikke selv har oplevet racisme i sin tid i Danmark, men at han tidligere i karrieren godt kunne komme ud for det.