Superliga

Kent N.: Tæt på startelleveren

AaB-træner Kent Nielsen har en trup, der er væsentlig stærkere end i efteråret. Han er tæt på at have fundet sin startellever, men han efterlyser flere mål.

AaB har leveret en række stærke træningsresultater i optakten til Superliga-starten i weekenden. På holdets træningslejr i Spanien slog de ukrainske Metalurh Zaporizhya med 3-2 og litauiske Ekranas med 2-0. I weekenden slog de tilmed norske Start i endnu en træningskamp, og træner Kent Nielsen er imponeret over bredden på holdet.

- Bredden faldt virkelig i øjnene, og det har været indskifterne, der
ofte har afgjort kampene. I lørdags spillede vi så vores klart bedste
kamp. Positionsspillet var blevet forbedret noget, vi viste fysisk
overskud, og vi var stærke i presspillet. Det der har været enormt positivt på træningslejren er, at der er rigtig mange gode præstationer, der ikke har gjort det nemmere for mig at sætte hold, men efterhånden er det selvfølgelig ved at være indsnævret, og jeg er vel kun i tvivl om én til to pladser i startopstillingen, siger Kent Nielsen til tispbladet.dk.

LÆS OGSÅ: AaB giver spillere dødsstødet

AaB vandt kampen med 1-0, men Kent Nielsen var alligevel ikke helt tilfreds. Han mener, at offensiven fortsat er lidt for uskarp, og det er noget af det, der vil blive finpudset de næste dage frem mod Superliga-premieren lørdag mod Silkeborg.

- Både mod Start og Ekranas har vi en hel del flere chancer, end dem vi scorer på, så vi skal have arbejdet med vores skarphed. Vi skal simpelthen score på flere af de chancer, vi tilspiller os, påpeger Nielsen.

I eftermiddag får Kent Nielsen så lejlighed til at se nogle af sine førsteholdsspillere i aktion for klubbens reserver i reserveholdsligaen, som AaB åbner med et brag af en kamp mod FC København, der kommer med en del førsteholdsspillere i Kim Christensen, Pierre Bengtsson, Martin Bergvold, Thomas Kristensen, Kenneth Zohore, Johan Absalonsen, Jos Hooiveld og Thomas Delaney.

AaB har udtaget spillere som Kenneth Emil Petersen, Chris Rolfe, Kayke, Nicklas Helenius og Thomas Augustinussen, der ikke var med i lørdags på grund af sygdom. Derudover skulle Anders Due have haft en hel kamp under bæltet, men han har lagt sig med sygdom.

- Vi får brug for Dues kvaliteter i foråret, men han har desværre et lille fysisk efterslæb, fordi han har været skadet, og vi ville gerne have set ham i aktion i 90 minutter i dag. Men vi får til gengæld testet en del af vores andre førsteholdsspillere på et højt niveau i dag, for FCK kommer også med en stærk trup. Det kan vi bruge til en hel masse op til premieren i næste weekend, siger Kent Nielsen.

Reserveholdskampen mellem AaB og FC København bliver spillet i dag med start kl. 14.00.