Video : Tipsbladet
Superliga

Martin Spelmann jagter ny klub: Jeg er helt ekstremt sulten

Klubjagten er gået ind for Martin Spelmann, der er ekstremt sulten efter et skuffende ophold i Strømsgodset.

Martin Spelmann fik mandag ophævet sin kontrakt med Strømsgodset, og opholdet i Norge blev alt andet end en succes for den 32-årige midtbanespiller, der røg helt ud af holdet i sidste halvdel af 2019. Det stod ikke til at ændre sig i 2020, og derfor blev parterne enige om at kappe båndene. 

Nu er Martin Spelmann på jagt efter en ny klub, og han ønsker ikke at bruge mere energi på et dårligt år i den norske klub.

- Det gik ikke, som det skulle i Strømsgodset, men sådan er det nogle gange i fodboldens verden. Nu ser jeg fremad, og jeg glæder mig helt vildt til at finde en ny klub, som kan bruge en spiller med mine kvaliteter, siger Martin Spelmann til tipsbladet.dk og har ikke yderligere kommentarer til tiden i Strømsgodset.

Læs også:Superliga-trænernes pointsnit: Nye folk imponerer

Papirene i Strømsgodset blev underskrevet mandag eftermiddag, og derfor er Martin Spelmann heller ikke langt i processen med at finde en ny klub. 

- Jeg er åben for det meste. For mig handler det bare om at spille fodbold igen. Transfervinduet er lukket i Danmark og de fleste andre steder, og jeg ved ikke, hvordan det stiller mig, når min kontrakt først blev ophævet i går. Nu leder jeg efter en ny klub, og så kan det være, jeg må revurdere situationen til sommer. Jeg har en masse folk i gang, og der skal nok ske noget, siger Spelmann.

Midtbanekrigeren fylder snart 33, og han kommer fra et år i Norge uden ret meget spilletid, men Martin Spelmann forsikrer, at han stadig kan være med på højeste niveau.

Læs også:Træner-karrusellen: Så længe har Superliga-trænerne været i jobbet

- Vi lavede en sprinttest for tre uger siden, som jeg for sjov sammenlignede med én fra tiden i OB, og de var næsten ens, så jeg er ikke færdig overhovedet, siger midtbanespilleren, der beskriver en enorm sult:

- Jeg vil bare gerne spille fodbold. Når jeg gør det, er jeg glad, og så er min familie glad. Det brænder helt ekstremt meget i mig efter at snøre støvlerne og komme ud på banen, og det har muligvis også noget med alderen at gøre. Da jeg var ung, tog jeg måske fodbolden lidt for givet, men nu er jeg blevet voksen og har lært en masse på vejen. Jeg har i hvert fald lært, hvor meget jeg elsker at spille fodbold.

Martin Spelmann spillede 13 kampe for Strømsgodset uden at komme på måltavlen. I Danmark har han tørnet ud for Brøndby IF, AC Horsens, OB og AGF, og det er blevet til lige under 300 kampe i Superligaen.

Læs også:SønderjyskE-profilens dom: Jeg spiller ikke 90 minutter i alle kampe

Læs også:FCM-boss spår stort salg af Evander: Det bliver ikke billigt

Læs også:Zorniger vil i gang igen: England er øverst på listen