Video : Tipsbladet
Superliga

Nicolaj Thomsen: Det har ikke klikket på samme måde som i AaB

Nicolaj Thomsen savner stadig det helt store gennembrud i FCK. Han har svært ved at svare på, hvorfor det ikke helt er gået efter hensigten.

Nicolaj Thomsen kom til FC København i januar 2017, og dermed nærmer den 26-årige nordjyde sig tre år i den danske mesterklub. Thomsen kom fra et mindre succesfuldt ophold i franske Nantes, men enhver kunne huske hans kvaliteter fra tiden i AaB, hvor han var en markant profil i Superligaen og inde omkring det danske landshold.

Den Nicolaj Thomsen har man kun set i meget korte glimt i løbet af de seneste to-et-halvt år.

Offensivspilleren kom skadet til FC København, og skader har i det hele taget været en hæmsko for Nicolaj Thomsen i den danske hovedstad. Det er én af årsagerne til, at Thomsen kun meget sjældent har været fast mand i FCK, men det er ikke hele forklaringen.

Den fulde sandhed har hovedpersonen selv svært ved at give.

- Der er stor konkurrence i FCK, og jeg er måske aldrig kommet ind i samme rytme. Det har ikke klikket på samme måde som i AaB, men det er svært at svare på, hvad der præcist har manglet, siger Nicolaj Thomsen til tipsbladet.dk og tilføjer:

Læs også:Ny skade i FCK-truppen: Bendtner og Thomsen får chancen

- Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg skal spille, og det med hele tiden at have en masse afbræk er ikke noget, der gavner min karriere. Vi må se, hvad der sker, men jeg trives rigtig godt i København. Her er en masse gode mennesker, og vi har en god trup, men det handler også om at spille fodbold.

Fodbold vil Nicolaj Thomsen formentlig kunne spille i barndomsklubben AaB, der er notorisk kendt for at hente tidligere profiler hjem til Nordjylland. Rygter om AaB og Nicolaj Thomsen har der også været mange af - senest i sommerens transfervindue - men direkte adspurgt, om AaB kunne være interessant på den korte bane, svarer FCK-spilleren forbeholden.

- Det har jeg svært ved at svare på lige nu, lyder det kort og kontant fra Nicolaj Thomsen.

Har stået i situationen mange gange
Denne sæson har også budt på en skade for Nicolaj Thomsens vedkommende, men han træner fuldt med, og for en uge siden blev det også til et kort indhop i udekampen mod Dynamo Kiev. I Superligaen er det ikke blevet til spilletid siden slutningen af august.

Hvis Ståle Solbakken får brug for ham, er han klar.

Læs også:FCK-rigmand fik Brøndby-trøje i gave: Svarer igen på Facebook

- Jeg synes, jeg har det godt. Kroppen er med igen, og jeg har trænet fuldt med i et stykke tid efterhånden. Jeg føler mig godt tilpas. Det har været super kedeligt at sidde udenfor. Når man er skadet, går man egentlig bare og venter på, at man kan få lov til at deltage igen, siger Nicolaj Thomsen, der vil slutte 2019 godt af:

- Jeg går efter at få så meget spilletid som muligt. Jeg har brug for at spille for at få ordentligt gang i stængerne igen, så jeg tager alt det, jeg kan få. Når man ikke har spillet i lang tid, vil der være nogle ting, der mangler, men alt i alt føler jeg mig godt tilpas.

Det med at kæmpe sig tilbage fra en skade er ikke en uvant situation for Nicolaj Thomsen, og han mener, at han kan trække på en masse positiv erfaring på den konto.

- Jeg har stået i den her situation mange gange – en situation, hvor jeg har tænkt: ”hvordan ser det mon ud nu?”. Alligevel har jeg fået lov til at spille, og jeg er typen, der ikke giver op. Jeg bliver ved med at give den en skalle, og så er jeg sikker på, jeg nok skal få mine chancer, lyder det fra Thomsen.

FC København møder FC Nordsjælland i pokalturneringen senere i dag, torsdag. Her har Ståle Solbakken garanteret, at Nicolaj Thomsen får spilletid. 

Læs også:SønderjyskE-spiller om mareridtsoptakt: Jeg havde ikke spist i otte timer

Læs også:FCK-talent kan få dansk pas inden for kort tid: Drømmer om landsholdet

Læs også:Pyro-bøder efter derby: Brøndby skal betale det dobbelte af FCK