Video : Tipsbladet
Landshold

Ny landstræner overvejer at benytte en bredere skare af spillere

Det er op til klubber og landshold at passe på spillerne i det travle kampprogram, mener Kasper Hjulmand.

De fleste store europæiske fodboldligaer kan øjne et comeback efter at have været lagt på is i månedsvis som følge af coronakrisen.

Men for klubber og spillere venter formentlig et stort efterslæb, der vil føre til et hav af kampe på kortere tid i indeværende og næste sæson.

Det kan også få betydning for landsholdet, forudser Danmarks nye landstræner, Kasper Hjulmand.

- Spillerne bliver præsenteret for rigtig mange kampe. Det gælder nationale ligaer, de europæiske turneringer og landsholdene, hvor vi skal spille Nations League-kampe, VM-kvalifikation og EM. Det er mange ting på samme tid, siger han.

Af samme årsag bliver det måske nødvendigt at benytte en bredere skare af spillere på landsholdet end normalt, mener landstræneren, der ikke vil løfte sløret for sine specifikke planer, før han har fremlagt dem for spillerne.

Læs også:Hjulmand: Skal være meget dygtig for at komme på landsholdet fra Superligaen

Hjulmand har brugt otte måneder på at forberede "nærmest hver en træning" i de første landsholdssamlinger, men lige nu afventer han situationen.

- Jeg hopper over på den side, hvor jeg siger, at jeg ikke ved det. Vi har faktisk ikke nogen anelse om, præcis hvordan det bliver.

- Vi må tage det, som det kommer. Det har i hvert fald forandret sig, i forhold til hvad vi troede. Det gælder ikke kun fodboldbranchen.

- Vi må se på det, når tingene sker. Jeg har ikke et bedre bud end dig på, hvordan vi kommer til at spille kampene i efteråret. Jeg ved, at der kommer til at være mange kampe, siger Hjulmand.

Som kalenderen ser ud i dag, får landsholdet en svær start under Hjulmand med Nations League-kampe mod Belgien og England henholdsvis 5. og 8. september.

Læs også:Hjulmand drømmer om at stå med EM-pokalen næste år

- Det er en god, hård start, men jeg tager det som en fantastisk mulighed for at måle sig mod de bedste i verden. Og det er det, vi gerne vil.

- Det er to af de bedste mandskaber i verden i øjeblikket. Det er der ingen tvivl om. Belgien har virkelig taget nogle store skridt, og jeg er virkelig inspireret af, hvor langt Roberto Martínez er kommet med holdet, og hvor fleksibelt de kan spille.

- Det engelske landshold med Gareth Southgate er kommet langt, og jeg tror, vi ser et engelsk landshold de næste fem-ti år klare sig ekstremt stærkt, siger Hjulmand.

Foruden Belgien og England er Danmark i gruppe med Island i Nations League.

/ritzau/

Læs også:Kasper Hjulmand vil indrette landsholdet efter spillernes styrker

Læs også:Officielt: Ebbe Sand får nyt job i DBU

Læs også:Analytiker fortsætter på landsholdet