Video : Tipsbladet
Superliga

Sønderjyske sender Brøndby ud i pokalmørket

Brøndby er ude af den danske pokalturnering med et skuffende 0-1-nederlag på hjemmebane til Sønderjyske.

Sønderjyske stod for en stor pokaloverraskelse, da holdet onsdag aften slog Brøndby ud med en 1-0-sejr.

Med sejren er Sønderjyske videre til kvartfinalen. Og Brøndby, der har stået i tre pokalfinaler i træk, er dermed ude af Sydbank Pokalen.

Kampen stod til at skulle spilles onsdag klokken 18, men opgøret blev udskudt to timer, da Sønderjyske var forsinket på grund af en trafikulykke på Storebæltsbroen.

Bussen med alle Sønderjyske-spillerne holdt stille i flere timer på broen, mens man ventede på oprydningsarbejdet.

Sønderjyske-angriberen Mart Lieder scorede kampens eneste mål, da han udnyttede et kontraangreb på flot vis efter 84 minutter.

Sønderjyskes midtbanespiller Christian "Greko" Jakobsen, som tidligere har spillet i Brøndby, opsnappede bolden på egen banehalvdel efter en skidt aflevering fra Brøndby-spilleren Hjörtur Hermannsson.

Jakobsen satte fart og sendte Lieder af sted i en duel med Brøndby-stopperen Andreas Maxsø.

Den hollandske angriber verfede Maxsø væk og viste målnæse, da han kom ind i feltet og prikkede bolden forbi Brøndby-keeper Marvin Schwäbe.

Brøndby havde generelt domineret kampen inden sønderjydernes mål, men uden at komme frem til de helt store chancer.

Bagud 0-1 pressede hjemmeholdet på for at fremtvinge en udligning og fik en enkelt god chance i slutminutterne.

Men Brøndbys offensive profil Simon Hedlund valgte at aflevere i stedet for at afslutte selv, og det skulle svenskeren nok ikke have gjort, da det hele løb ud i sandet.

Sønderjyske holdt godt fast i bolden til slut, og Brøndby var ikke i stand til at svare igen.

/ritzau/