Superliga

Stenderup: Ingen grund til forstærkning

Selv hvis Mikkel Bischoff og Remco van der Schaaf forlader Brøndby, er der rigelig kvalitet i de resterende midterforsvarere, lyder det fra Daniel Stenderup, som føler sig klar til at udfylde en fremtrædende plads på holdet.

Der er ingen grund til at købe ind til midterforsvaret, selv om både Mikkel Bischoff og Remco van der Schaaf ser ud til at forlade Brøndby til sommer. Sådan lyder udmeldingen fra Daniel Stenderup.

- Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at hente forstærkninger til den position. Hvis Mikkel og Remco ikke bliver her, så er der stadig tre gode spillere om buddet, siger den 21-årige midterforsvarer med henvisning til sig selv og kollegaerne Max von Schlebrügge og Clarence Goodson.

- Dertil kommer de mange unge spillere, som altid står på spring i en klub som Brøndby, tilføjer han over for

tipsbladet.dk

.

Frygter ikke nyindkøb
Aftalerne med både Mikkel Bischoff og Remco van der Schaaf udløber efter sæsonen, og med de mange forsvarsskader in mente kan deres eventuelle afsked resultere i indkøbet af en ny forsvarsspiller, erkender Daniel Stenderup.

Men scenariet skræmmer ham ikke.

- Jeg er ved at nå en alder, hvor jeg gerne skulle spille regelmæssigt, men tanken om eventuelle nyindkøb er jeg ikke nervøs for. Jeg har en god fornemmelse med hensyn til mine muligheder i Brøndby, og i første omgang må mit fokus være på eget spil.

En god kandidat
Daniel Stenderup har spillet 13 Superliga-kampe for Brøndby i denne sæson - 11 af dem fra start. Den seneste optræden var i søndagens 1-1-opgør imod OB, hvor han holdt Remco van der Schaaf og nyindkøbte Clarence Goodson ude af startopstillingen.

- De har begge været skadet for nylig og har derfor ikke trænet så meget med på det seneste, så det er også en del af forklaringen, lyder det ydmyge svar fra den unge Brøndby-forsvarer, som stadig har en stærk tro på egne evner.

- Jeg går ud fra, at de bedste spiller, og så længe jeg gør det godt, må jeg vel være en god kandidat til en af de to pladser.