Superliga-spørgsmål: Nye Brøndby-problemer i
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Superliga-spørgsmål: Nye Brøndby-problemer i "en skov"?

Tipsbladet.dk sætter fokus på de mest interessante spørgsmål til 10. runde i Superligaen.

Tiden står ikke stille, og nu er vi allerede fremme ved 10. runde i Alka Superligaen, hvor de 14 klubber igen skal i kamp og forsøge at få point. Dermed begynder vi også at nærme os et tidspunkt, hvor vi er halvvejs i Superligaens grundspil.

Der har altså tegnet sig mere end et billede af klubbernes niveau, og det ligner en sæson, hvor vi får meget spænding i båden toppen og bunden af Superligaen. Hura for det.

Lad os se på nogle af de spørgsmål, vi har til denne runde i Superligaen.

Hvem kan lave mål?
OB - Randers FC, søndag klokken 16.00, Eurosport 2

Hvis vi denne runde skulle bydes en 0-0 kamp, er opgøret i Odense mellem OB og Randers FC et godt bud.

Udeholdet Randers har blot scoret seks gange i ni kampe og kommer fra et 0-0 opgør mod Lyngby, mens OB sammen med AaB har scoret næstfærrest mål med syv scoringer i ni kampe. Senest tabte de 0-1 i Silkeborg.

Det bliver interessant at se, om et af de to hold kan berige kampen og seerne med mål, eller om det bliver en langgaber. I hvert fald har begge hold haft store problemer med at komme på tavlen.

Er der nye problemer for Brøndby i "en skov"?
Hobro IK - Brøndby IF, søndag klokken 18.00, 3+

Frederik Holst er godt nok ikke i Brøndby længere, men hans mandskab møder Hobro IK, som BIF for et par år tilbage havde store problemer mod. Klubben tabte blandt andet 0-3 på udebane, og det fik Holst til at levere et flash-interview, hvor han bestemt ikke var tilfreds med at tabe "i en skov".

Nu vender Brøndby så tilbage til Hobro, og det gør klubben uden den bedste statistik på udebane. Faktisk er det i fire udebanekampe blot blevet til to point. Kun Silkeborg har fået færre point på udebane.

Hvis Brøndby for alvor skal true i den absolutte top i Superligaen, kræver det flere point på udebane, og man kan jo passende starte i Hobro. Hobro er aktuelt nummer to i Superligaen, og med en sejr mod oprykkerne vil Brøndby gå forbi Hobro.

Har Glen noget i ærmet til de gamle venner fra Midtjylland?
AGF - FC Midtjylland, mandag klokken 19.00, TV3 Sport 1

Mens opgøret mellem OB og Randers kan ende uden scoringer, tør vi godt lægge hovedet på blokken sige, at kampen mellem AGF og FC Midtjylland kommer til at byde på scoringer.

FC Midtjylland har med 20 scoringer i ni kampe lavet næstflest mål i denne sæson, og samtidig har klubben lukket hele 16 mål ind. Så der er bonanza-fodbold over FC Midtjylland i denne sæson, og det er fortsat tilføldet, efter klubben senest er skiftet til en 3-4-3 formation.

Siden formationsskiftet har FCM tabt 3-4, vundet 5-1 og senest 7-0 i DBU Pokalen, så forvent masser af mål i kampen mod AGF, hvor FCM vil forsøge at sætte spillet og styre kampen, og hvor AGF vil bringe fysisk og hurtige omstillinger ind opgøret.

FCM er sårbare defensivt, og det kan AGF udnytte med hurtige og duelstærke spillere i Martin Spelmann, Jakob Ankersen og Tobias Sana. Men AGF får også sit hyr med at stoppe FC Midtjyllands fine offensiv, så det bliver interessant at se, om Glen Riddersholm også har noget i ærmet til FC Midtjylland, som AGF havde det til FC Nordsjælland. Indtil videre har Riddersholm i tre kampe med AGF mod FCM ikke tabt, mens en enkelt er blevet vundet.