Superliga

Svensson er snart klar - Huldgaard ude i nogle uger

Silkeborg IF indkasserede to skader i kampen mod AC Horsens, og imens det ser positivt ud for Martin Svensson, så må Lars Huldgaard sidde ude i nogle uger.

Silkeborg IF spillede en god kamp hjemme imod AC Horsens i søndags, og to af klubbens unge spillere Martin Svensson og Lars Huldgaard var stærkt medvirkende til at få de tre vigtige point i hus. Desværre for Silkeborg kom de tre point ikke på kontoen uden omkostninger. Både Svensson og Huldgaard måtte nemlig lade sig udskifte med skader. Heldigvis for Silkeborg ser det dog ud til, at Svensson snart bliver klar igen, ovenpå en lille fiberskade i ballen, der også tidligere på sæsonen har drillet kantspilleren.

- Jeg er meget optimistisk, for jeg kunne godt spille mod AC Horsens, selv om jeg kunne mærke en lille stikken i ballen. Jeg har været ude at løbe i dag, og det er ikke helt så slemt, så jeg satser da på, at jeg kan være klar til weekendens kamp mod OB, siger Svensson til silkeborgif.com

Lars Huldgaards skade ser lidt værre ud, så han forventes ikke at blive klar til kampen på lørdag, hvor Silkeborg tager imod OB. Det kan eventuelt give plads til Rajko Lekic i silkeborggensernes angreb.