VM

Martin Jørgensen fryses ude af vennerne

Flere tidligere landsholdsspillere mener ikke, at Martin Jørgensen er god nok til landsholdet i sin nuværende form.

Landsholdet kan sagtens undvære Martin Jørgensen. Det mener fem
tidligere landsholdsspillere, B.T. har bedt om at bedømme den gamle
garde i front bestående af anfører Jon Dahl Tomasson, Dennis Rommedahl
og Martin Jørgensen. Og især Jørgensen modtager hård kritik.

- Jeg vil sige med Martin, at jeg tror, hans rolle på landsholdet
bliver en jokerrolle, siger Stig Tøfting med 41 landskampe på bagen
til avisen.

LÆS OGSÅ: Trods kritik: Jørgensen er velkommen i AGF

I VM-kvalifikationskampen mod Sverige i lørdags spillede Martin
Jørgensen en skidt kamp og blev pillet ud i pausen, og i den
efterfølgende kamp mod Ungarn var han skadet.

- Som Martin spiller nu, så er det svært at finde plads til ham i
startopstillingen. Jeg synes, der er andre, der har overhalet ham,
mener Michael Schjønberg, der selv nåede at spille 44 landskampe.

Jon Dahl Tomasson og Dennis Rommedahl modtager også kritik, men på
deres pladser findes ikke i samme omfang oplagte afløsere.

- Selvom jeg holder meget af Martin, så må jeg indrømme, at han ser lidt
rusten ud. Han er ikke stærk nok til startopstillingen, men skal stadig
med i truppen på grund af sin slutrundeerfaring, vurderer Claus
Thomsen, der nåede 20 landskampe.

De tidligere landsholdsspillere Martin Laursen og Peter Kjær mener
også, at Martin Jørgensen skal løfte sit spil for at bevare sin
position på landsholdet.


LÆS OGSÅ:
Martin Jørgensen: Jeg skal til AGF