Der var engang, hvor opgørene mellem Arsenal og Manchester United var dén kamp i sæsonen, der bare skulle vindes. Det var her, man kunne vise den mest direkte udfordrer til titlen, at det der mesterskab kunne de godt glemme alt om. I Roy Keane og Patrick Vieras krig om midtbanen blev der ikke taget gidsler.
Første opgør mellem de to ærkerivaler i 2016/17-sæsonen var en noget mere afdæmpet affære. Ander Herrera versus Mohamed Elneny er en gang civiliceret tjatteri.
Frygten for at tabe var større end viljen til at vinde, som det hedder på fodboldclichésk. Og især hos manager Arsene Wenger, hvis forhold til José Mourinho efterhånden ligger i nærheden af en Diego Costa-afslutning på kølighedsskalaen.
Vi kigger nærmere på de to titelkandidaters(?) møde, Watfords langskudskonger, Yaya Tourés usandsynlige genfødsel og Harry Kanes utrolige målgennemsnit i London-lokalopgør i denne uges podcast, som du finder LIGE HER.
-----
De Falske 9'ere leverer ugentlig podcast fra og om Premier League - perfekt for dig, der har fra mini til massiv interesse for engelsk fodbold. Find den lige her på tipsbladet.dk, iTunes eller hos din faste podcastudbyder