- Blev tvunget til at se min bror dø

Det er 22 år siden at den frygtelige katastrofe indtraf på Hillsboroug Stadion i Sheffield. Hvad der skulle have været en festlig og intens semifinale mellem Nottingham Forrest og Liverpool endte med en blodig tilskuerkatastrofe, hvor 96 Liverpool-fans mistede livet og flere end 700 blev kvæstet.

I disse dage får sagen kastet nyt lys over sig, da den engelske regering har offentliggjort tidligere hemmeligholdte papirer og dokumenter, der kan være med til at fastslå og synliggøre myndighedernes rolle omkring ulykken.

Tipsbladet mødte 58-årige Steve Kelly, der mistede sin bror, Michael Kelly, 38, på Hillsborough den 15. april 1989.
Steve er bare én af flere tusinder, der stadig kæmper med katastrofens konsekvenser. 

Bragt i Tipsbladet 2. september 2011

Før Hillsborough
»Jeg holder med Everton, og Michael holdt med Liverpool. Michael boede ikke i Liverpool, så vi holdt kontakten over telefonen. Vi ringende til hinanden i løbet af ugen og fik os et grin og en snak om fodbolden. Begge hold var i semifinalen [i FA Cuppen] det år, så vi drillede hinanden en del. Jeg skulle ikke selv til Everton-kampen, for jeg skulle løbe London Marathon ugen efter. Jeg var gift dengang, og min kone ville aldrig tillade mig at tage væk to weekender i træk.«

»Jeg snakkede med ham om onsdagen, og han fortalte mig, at han havde fået en billet til Leppings Lane. Jeg sagde til ham, at han skulle passe på, for der var propfyldt derinde året forinden. Det var samme to hold [tankestreg] Liverpool mod Nottingham Forest i 1988. Jeg tog med en af mine venner, men vi var på siddepladserne. Jeg kan huske, at jeg sagde til ham, »der er godt nogle mange dernede«.«

»Men Mike var en stor fyr, større end mig, og jeg er ikke lige frem en lille fyr.«

»Michael boede nede i Bristol, og der var han medlem af Liverpools Stratford-upon-Avon supporter klub, og det var derigennem, han fik sin billet. De plejede at arrangere en bustur og køre sammen til kampene. Hver gang de kom nordpå i nærheden af Liverpool, så ville Mike komme til Liverpool efter kampen i stedet for at tage tilbage med bussen. Han kom for at se vores mor, min søster og mig selv.«

»Han var en genert person, og han havde en meget tør form for humor. Han kunne tage fis på dig, men du vidste ikke helt, om han mente det. Han var single, men han havde en lille pige, som boede i London med en kvinde, han havde mødt en del år forinden. Han holdt sig meget for sig selv. Han kunne godt lide at være alene. Han elskede Liverpool og musik. Jeg elskede også musik, og vores fælles helte var John Lennon og Bob Dylan. Han kunne godt lide at få en øl, og så havde en lille gruppe af nære venner. Det var egentlig hans liv. Han ønskede ikke at gifte sig og påtage sig det ansvar. Han var en »free spirit«.«

»Sidste gang, jeg så ham, var da Liverpool spillede mod Sunderland to uger forinden. Jeg havde to drenge dengang, og vi tog dem ind for at se kampen på Anfield. Han havde fået dem konverteret til »Reds«. Liverpool vandt 2-0, og Ian Rush scorede begge mål.«

Den 15. april 1989
»På selve kampdagen var jeg ude og købe ind med min kone. I en af butikkerne var der et fjernsyn, og der kunne jeg se katastrofen udfolde sig. Jeg må indrømme, at jeg med det samme tænkte, at det var optøjer, fordi hooliganisme var så udbredt dengang. Vi skyndte os hjem og tændte for fjernsynet. Jeg kunne ikke tro, at de sagde, at der var folk, som var døde. Det var traumatisk, og jeg begyndte jo straks at tænke på Michael.«

»Den gang var teknologien jo ikke så udviklet som i dag. Der var ingen mobiltelefoner, så jeg hørte ikke fra ham, men jeg troede i mit hjerte ikke på, at der var sket ham noget. Især fordi han var så stor.«

»Min kone spurgte mig, om jeg troede, at Michael var okay? Jeg sagde, at Michael var en rutineret tilskuer. Han tog til fodbold lige siden, han var en lille dreng, og hvis han så problemer, så smuttede han den anden vej og væk fra det. Mens jeg så billederne af det, troede jeg stadig på, at han nok skulle klare den. Jeg snakkede både med min mor og søster, og min mor spurgte, om Mike var okay, og jeg forsøgte at berolige dem.«

»Jeg tog på arbejde den aften, og byen var bare i chok. Der var helt stille. Normalt som taxachauffør ser du en del polemik, men der var intet af den slags. Det var respektfyldt, der var ingen sange mod Liverpool, og jeg kunne se, at folk krammede hinanden på gaderne.«
»Folk kom til byen fra togstationen, og dem jeg samlede op, der havde været på Hillsborough, tog jeg ikke imod penge fra. Jeg vidste, at de havde gjort en indsats med at hjælpe folk til kampen, og den respekt skulle betales tilbage.«

»Jeg samlede en dreng op, hvis kammerat var blevet såret. Han havde brækket benet. Han ville op og besøge ham dagen efter, man han havde ingen, som kunne køre ham, så jeg tilbød at gøre det. Jeg fik hans adresse, og jeg ville have kørt ham.«

»På det tidspunkt havde vi hørt, at der var over 80 døde. Jeg vidste, det var alvorligt, men jeg var stadig sikker på, at Mike havde det godt.«

»Allerede dengang, på så tidligt et stadie, var der folk, som snakkede om, at politiet lod for mange mennesker komme ind på stadion. Men vi kunne ikke rigtig forstå det. Så meget af det var stadig op til din egen fantasi, om hvad der var gået galt. Dengang stolede vi på, at myndighederne havde styr på det, men det viste sig senere, at det havde de ikke.«

»Jeg kom hjem klokken fire om morgenen, og min kone sov på det tidspunkt. Der lå en seddel på bordet, hvor der stod, »Steve, din søster har ringet, hun har stadig ikke hørt fra Michael.« Jeg var stadig ved godt mod, og jeg luftede min hund der klokken fire.
Selv om han aldrig ringede for at sige, at han kom, så var det bare en uskreven regel, at man tog hjem til mor til søndagsfrokost. Det var en lille begivenhed.«

»Det kan være, at jeg bare fornægtede det, men jeg tænkte, at han nok var ked af det, han havde bevidnet og så var taget ud for drukne sorgerne, og fundet et sikkert sted at sove. Han kom jo altid hjem. Så da jeg lagde mig til at sove, var jeg ubekymret.«

Læs mere på næste side