Moyes-afløser kan være fundet
Illustration
Premier League

Moyes-afløser kan være fundet

Brighton har suspenderet manager Gustavo Poyet, der menes at være tæt på at blive David Moyes' afløser i Everton.

Den tidligere Chelsea- og Tottenham-spiller Gustavo Poyet ser ud til at være på vej tilbage til Premier Legaue. Hans nuværende klub Brighton & Hove Albion har suspenderet ham, hans assistent Mauricio Taricco og first team coach Charlie Oatway.

I følge den lokale avis The Argus har Poyet nemlig nægtet at deltage i samtaler om sammensætningen af Brighton-truppen frem mod næste sæson, og flere engelske medier har Poyet som favorit til at overtage jobbet som manager i Everton. Et job der blev ledigt, da David Moyes tog til Manchester United og blev Alex Fergusons afløser.

Poyet og Brighton var i denne sæson i playoff for at komme i Premier League, men tabte semifinalen med 2-0 til Crystal Palace. Efter kampen skulle Poyet have sagt sådan her:

- Jeg har altid sagt, at så længe vi forbedrer os, vil jeg blive i klubben, men den dag, vi når toppen af vores formåen, forlader jeg den. Er der mere at komme efter? Lige nu ved jeg det ikke, så jeg er nødt til at mærke efter, om der er mere, for hvis ikke har jeg ikke tænkt mig at blive for evigt.

Det har altså ført til suspenderingen af uruguayaneren, der længe har været betragtet som et af de mest lovende manager-navne i England.