AaB'er: Er ikke kommet for at sidde på bænken
Illustration
Superliga

AaB'er: Er ikke kommet for at sidde på bænken

Rasmus Thelander har sat næsen op efter mere spilletid i den kommende sæson.

Lasse Nielsen og Kenneth Emil Petersen passer normalt midterforsvaret i AaB, men i slutningen af sidste sæson blev sidstnævnte ramt af tre spilledages karantæne, og det betød, at Rasmus Thelander fik lov at vikariere i et par kampe.

Efterfølgende røg den tidligere AB-spiller tilbage på bænken, men han satser stærkt på at vende tilbage i starten 11'eren i den kommende sæson.

- Jeg synes, jeg fik bevist, at jeg godt kan være med. Jeg vil rigtig gerne ud af min rolle som tredjevalg, for jeg er selvfølgelig ikke kommet til AaB for at sidde på bænken, men jeg ved også, at jeg er oppe mod et par rigtig hårde konkurrenter. Jeg må bare knokle på og så håbe på, at det er nok, siger Rasmus Thelander til Nordjyske.

Rasmus Thelander og de øvrige AaB'ere spiller i aften den første træningskamp frem mod den nye sæson, når nordjyderne møder SSvG Velbert fra den fjerdebedste tyske række.