Malouda fortsætter i tyrkisk fodbold
Illustration
Generelle

Malouda fortsætter i tyrkisk fodbold

Florent Malouda skifter på en fri transfer til tyrkiske Trabzonspor.

Florent Malouda skal igen til at gøre det, han bliver betalt for - at spille fodbold. Franskmanden har stået uden klub, siden hans kontrakt med Chelsea løb ud sidst i juni, men nu har han fået fremtiden på plads. Kantspilleren fortsætter karrieren i tyrkiske Trabzonspor, som han har skrevet en to-årig kontrakt med. 

De seneste seks sæsoner har Malouda været på lønningslisten i Chelsea, men det sidste år af tilværelsen i London-klubben blev tilbragt på reserveholdet. Malouda blev degraderet, fordi klubben ikke så nogen fremtid for ham på Stamford Bridge og gerne ville sælge ham, men det modsatte franskmanden sig. Således har 33-årige Malouda ikke spillet professionel topfodbold i mere end et år. 

Siden Malouda blev løst fra sin Chelsea-lænke, har der været interesse for ham fra det meste af Europa. Napoli og Olympiakos ville begge gerne skrive under med franskmanden, og det samme ville hjemlandets Marseille. Men valget faldt altså på Trabzonspor.