Braithwaite udtaget til debut i aften
Illustration
Ligue 1

Braithwaite udtaget til debut i aften

Martin Braithwaite er udtaget til den Toulouse-trup, der i aften skal forsøge at slå AS Monacos stjernespækkede mandskab.

Den tidligere Esbjerg-spiller Martin Braithwaite kan få debut for sin nye klub Toulouse i aften. Han er således med i den 18-mandstrup, som træner Alain Casanova i går udtog til kampen mod AS Monaco.

Braithwaite er én af tre angribere i truppen, og han skal dermed kæmpe med Wissam Ben Yedder og Manuel Delgado om spilletiden i opgøret mod det stjernespækkede Monaco-mandskab, der i sommer har hentet Ricardo Carvalho, Eric Abidal, Jeremy Toulalan, James Rodriguez og Radamel Falcao for bare at nævne nogle af dem, Braithwaite kommer op imod i aften på Stade Louis II i Monaco.

LÆS OGSÅ: Braithwaite: Fra Pasanen/Kure til Carvalho/Abidal

Martin Braithwaite skiftede i sidste uge fra Esbjerg til Toulouse, men var ikke i spil til 1-1 kampen mod Bordeaux i lørdags. Toulouse har kun fået ét point i sæsonens første to kampe og har brug for, at deres 15 millioner kroner indkøb fra Danmark slår til hurtigt.

Jakob Poulsen er som vanligt ikke udtaget til Monacos trup. Monegaskerne har vundet deres to første kampe i sæsonen.