Kent Nielsen: Kusk og Thelander bør blive klar
Illustration
Superliga

Kent Nielsen: Kusk og Thelander bør blive klar

Kasper Kusk udgik i pausen med et trælår, og Rasmus Thelander brækkede næsen mod FC København i går, men Kent Nielsen regner med dem begge mod FC Midtjylland på lørdag.

Kasper Kusk var forrygende for AaB i aftes mod FC København, og derfor må det også have givet Kent Nielsen dybe panderynker, at han var nødt til at skifte ham ud i pausen på grund af et trælår. Tilmed brækkede Rasmus Thelander næsen i opgøret, men AaB-træneren regner med at have dem begge med på lørdag mod FC Midtjylland.

- Kasper Kusk får nok et par rolige dage, men vi satser på at have ham i fulde omdrejninger fra torsdagens træning. Rasmus skal tilses af en specialist, og så skal det vurderes, om der skal gøres noget ved den brækkede næse, eller om den skal hele af sig selv. Og så skal det selvfølgelig vurderes, om han kan spille med maske, eller det ikke er nødvendigt, siger Kent Nielsen til Nordjyske.

Desuden fik Søren Frederiksen et hul i hovedet, der er blevet lappet sammen, men han har ikke fået hjernerystelse. Jakob Ahlmann kan desuden havne i karantæne, hvis hans gule kort takseres til seks strafpoint.

AaB er to point efter FC Midtjylland i tabellen og kan altså overhale dem på lørdag, hvis de kan vinde på MCH Arena.