Rodgers hylder bitter Andy Carroll
Illustration
Premier League

Rodgers hylder bitter Andy Carroll

Brendan Rodgers forsikrer, at Andy Carroll bare ikke passede ind i systemet i Liverpool, men angriberen selv føler ikke, at han fik chancen.

Brendan Rodgers skulle ikke bruge mange uger i Liverpool, før han valgte at sende Andy Carroll til West Ham. Men forud for søndagens kamp mellem de to klubber er Brendan Rodgers ude med de diplomatiske vendinger, og han kalder Andy Carroll en af de stærkeste inden for sin metier.

- Jeg er ikke sikker på, at Andy føler, han har noget at bevise. Han ved, han er en kvalitetsspiller, West Ham betalte mange penge for ham, og med den stil de spiller, er han en af de allerbedste.

- Andy blev ikke sendt ud af mig, fordi han ikke var god nok. Lad os få det på det rene. Han er en af de bedste i Europa i forhold til sin spillestil. Når det gælder om at angribe bolden og heade, er han outstanding, siger Brendan Rodgers på en pressekonference forud for kampen.

Brendan Rodgers valgte alligevel at sende en af Europas bedste angribere til West Ham, og det skyldtes altså den nye spillestil, som han ville og har indført i Liverpool. I den anden ende mener Andy Carroll dog, at han ikke fik nok chancer under Rodgers.

- Det synes jeg ikke. Jeg var af sted med England på det tidspunkt, og jeg følte mig god og selvsikker i forhold til at vende tilbage til Liverpool for at vise, hvad jeg kan. Jeg fik aldrig rigtig chancen og blev bedt om at smutte, siger Andy Carroll til Sky Sports.

Den store angriber fik kun 18 minutters fodbold under Brendan Rodgers, inden rekordindkøbet blev sendt videre i systemet. Søndag skal han bevise, at Liverpool tog fejl.