Serie A-topscorer: Skal ikke tilbage til Juventus
Illustration
Serie A

Serie A-topscorer: Skal ikke tilbage til Juventus

Torino-spilleren Ciro Immobile, der i denne sæson har imponeret i Serie A med 22 mål, forventer ikke at ryge retur til Juventus, der ejer halvdelen af angriberen.

Ciro Immobile. Navnet lyder som nul mobilitet, i hvert fald hvis man har en sproglig studenterhue, der trykker lige vel hårdt. Men hvis vi bliver ved mobiliteten, så har den målfarlige angriber ikke tænkt sig at bevæge sig tilbage til Juventus. 

Torino og Juventus ejer en halvdel hver af Immobile, der i denne sæson har scoret 22 gange for førstnævnte klub og derfor er topscorer i Serie A. 

Og de mange mål har fået Juventus til at overveje at hente Immobile tilbage til klubben. Men angriberen drømmer selv om at spille for en anden italiensk storklub. 

- En retur til Juventus? Det tror jeg ikke, kommer til at ske. Men om jeg vil bære Napolis trøje på et tidspunkt? Helt sikkert. Det er min bys klub, siger Immobile til Italia 1. 

Det er dog ikke kun Juventus, der skulle have fået øjnene op for Immobile. Også Borussia Dortmund og Atletico Madrid er interesserede, og tyskerne skulle ligge i førersædet til at hente den 24-årige angriber i sommerens transfervindue.