Frederiksen før EL-returopgør: Vi vil dominere kampen
Illustration
Europa League

Frederiksen før EL-returopgør: Vi vil dominere kampen

Niels Frederiksen vil ikke nøjes med 0-0 mod Kairat Almaty, selvom vestjyderne i så fald vil gå videre. Han vil dominere kampen mod udeholdet fra Kazakhstan.

Efter 1-1 i det første opgør mod Kairat Almaty gælder det torsdag returkampen i Europa League-kvalifikationskampen, hvor vestjyderne på hjemmebane tager imod mandskabet fra Kazakhstan.

Cheftræner Niels Frederiksen regner med en taktisk affære, hvor holdene ikke vil tage mange chancer.

- Vi kan nøjes med 0-0 og stille os op og trille nede bagved, men det gør vi ikke. Vi vil frem og dominere kampen, men holde fast i forsvaret og ikke tage for store risici, siger Niels Frederiksen til EfB's hjemmeside.

Frederiksen har udset sig de svagheder, der kan give Esbjerg-spillerne plads til at gøre ondt på gæsterne.

- Når vi spiller hurtigt, fladt og rundt om forsvaret, får de problemer. Hvis vi formår at vinde samlet, kan vi se frem til endnu to europæiske kampe, som vi kan lære en masse af, og vi vil være et skridt nærmere det forjættede land, Europa Leagues gruppespil, lyder det videre fra Niels Frederiksen.

Esbjerg må undvære Hans Henrik Andreasen og Jerry Lucena, der begge er skadet. Kampen spilles torsdag klokken 19.00.