Angriberen: En uddøende race

Jeg lavede for år tilbage som U19-cheftræner i Brøndby IF en analyse af de mest talentfulde og scorende spillere over en 10-årig periode i U19-ligaen. Og resultatet viste med tydelighed, at ganske få målscorere, der scorer mange mål som ungdomsspiller klarer skridtet til et Superliga-hold/udlandet og dem, der i første omgang klarer at få en seniorkontrakt formår ikke at fastholde noget der bare ligner et stabilt scoringsgennemsnit. Derfor står dansk fodbold – i øvrigt bestemt ikke alene i et globalt perspektiv – i en situation, hvor vi skal ’opfinde’ andre typer af målscorere og sørge for, at vi dygtiggør vores offensive spillere til at kunne agere både kombinationsspillere, løbere, 1v1-spillere og målscorere – og ikke mindst at kunne håndtere pres og mentale nederlag i et tought game. 

En international tendens
Fodboldens udvikling har medført, at de specificerede holdmæssige krav til angriberen anno 2014 er tillagt mere værdi rent taktisk og fysisk end de mere individuelt orienterede og detaljerede fokuspunkter. Angriberen er underlagt stramme taktiske bånd både offensivt og defensivt i holdets tjeneste, hvilket tager hovedparten af indsatsen og dermed også forberedelserne og udviklingen. Derfor minimeres evnen til at nørde med individuelle detaljer og i et egoistisk perspektiv arbejde med for eksempel den isolerede afslutning. 

Angriberen skal i dag kunne være en spilstation, der skal kunne fastholde bolden under pres, agere kombinationsspiller på den sidste tredjedel med få berøringer i små rum samt finde de rette positioner både dybt (agere løber) og finde rum i mellemrummet, optimalt set udfordre 1v1 samt skifte positioner med de øvrige offensive spillere på holdet. Det kræver en vis spilintelligens og en mangfoldighed af færdigheder samt evnen til hele tiden at mønstergenkende holdets taktik samt de relationelle færdigheder hos medspillerne. Sagt mere jordnært; det er ikke længere nok at være stor eller kunne sparke hårdt. Det er blandt andet derfor, at vi ser flere ’falske 9’ere’. Den multifunktionelle angriber er fremtiden.

Tendensen i moderne fodbold går i mod mere struktur offensivt. Den nye generation af trænere ønsker at være i kontrol og indøve en serie af ’plays’ i de forskellige faser i kampen. Derfor vil vi formentlig også se flere pasninger i fremtiden og mere positionel træning og udvikling. Jeg tror ikke, at det varer længe før vi ikke snakker systemer og talkombinationer længere. I stedet snakker vi udelukkende positioner i de forskellige faser af kampen. Det medfører også, at en angriber skal kunne dække flere offensive positioner uden at holdet svækkes. Han skal være en multifunktionel offensivspiller.

Såfremt vi tager tendenserne med fra sommerens VM-slutrunde i Brasilien, så er det blandt andet interessant at kigge på de offensive spillere, som var mest iøjnefaldende. Lionel Messi, Thomas Müller, Neymar, Arjan Robben og James Rodriguez kan betegnes som de mest markante offensivspillere, og de har alle det til fælles, at de ikke er angribere efter klassisk forstand, selvom ovennævnte spillere alle også lå højt på topscorerlisten fra VM. De er moderne multifunktionelle angribere og målscorere og ikke en tangcenterforward af en 9’er, som vi tidligere har set.

En ensartet fodbolduddannelse
I Danmark lider vi under denne internationale udfordring; manglen på angribere / målscorere er og har i en årrække været et problem i toppen af dansk fodbold. Derfor må vi kigge indad, analysere og evaluere om vi, I vores i forvejen rigtigt grundige og dygtige fodbolduddannelse, får udviklet nok målscorere og den type spillere, der afgør fodboldkampe på egen hånd i form af både dybdeløbere og 1v1-spillere – varianter af den multifunktionelle angriber.  

I skrivende stund har Danmark en overflod af dygtige, unge midtstoppere, der både kan forsvare (hæderligt) og bygge spillet op nedefra til UG samt masser af dynamiske midtbanespillere (8 og 10’ere), der frem for alt har et fint teknisk og taktisk niveau. Mellemrumsspillere, der kan slå både korte og lange pasninger og finde rum i modstanderens organisation. Men vi har stort set ingen multifunktionelle angribere – og dermed målscorere og 1v1-spillere, der kan afgøre fodboldkampe. På øverste hylde.

Det er indiskutabelt, at den måde vi tillægger træning og udvikling værdi på i dansk fodbold har et medansvar for denne situation. Hver gang vi vælger en model, så fravælger vi en anden. DBU’s børnefodbold og røde tråd har på bedste vis strømlinet talentudviklingen og skabt grundlag for at udvikle langt bedre fodboldspillere end tidligere.  Og vi ser flere dygtige unge spillere komme frem og dominere i både Superligaen og på ungdomslandsholdet. Det er positivt. Men jeg ser desværre ikke flere dygtige 1v1-spillere eller målscorere komme frem. Derfor må vi ind og kigge på udviklingsplanerne og træningsindholdet for at se, om vi også kan udvikle de afgørende typer – og ikke kun dygtige midterforsvarer og midtbanespillere med bolden. Dansk fodboldtræning handler meget om possession og opbygningsspil. Hvordan bygger vi spillet op og fastholder bolden. Det er også vitalt i moderne fodbold, men det sværeste område i fodbold at udføre er ’den sidste tredjedel’, hvor rummene bliver markant mindre og hvor der både er mindre tid, plads og mulige løsninger til spilleren, der skal træffe beslutningen. Derfor så jeg gerne, at vi allerede i ungdomsårene fokusererede mere på banens sidste tredjedel og særudviklede de spillere, der fremover skal afgøre kampene og deres evner i og tæt på modstanderens straffesparksfelt. Isoleret afslutningstræning er på vej frem med flere angrebstrænere i klubberne, hvilket er et glimrende tiltag, men vi skal have hele pakken med for at få dækket de internationale krav til afslutteren.

Derfor kan det også være, at vi skal ind og kigge på rekrutteringsområdet og scoutingen af unge spillere. Her er allerede sat flere gode tiltag i gang med blandt andet Future-landsholdet, der samler de sent udviklede drenge op. Men jeg har set en tendens til, at vi sorterer spillere fra med gode antropometriske færdigheder, fordi de rent teknisk/holdtaktisk ikke er dygtige nok i ungdomsårene. 

Når jeg analyserer vores A- og U-landshold, så savner jeg fart på de offensive positioner. Typer som Uffe Bech og Yussuf Poulsen er længe ventet, da især fart er svært at udvikle, idet størstedelen er genetisk relateret og et spørgsmål om antallet af medfødte hvide blodlegemer. Så måske skulle vi forsøge at fastholde de hurtige spillere længere i miljøet og forsøge at lære dem de tekniske og taktiske mangler frem for at vrage dem, fordi de mister flest bolde i possessionspillet? For mig har Dennis Rommedahl været en unik spiller på det danske landshold, fordi han kan alt det, som de andre ikke kan – og det vi reelt mangler i dag. Fart og en konstant dyb trussel. Rommedahl har adskillige mangler som spiller, og vi kan ikke bruge for mange af hans type, men vi kan heller ikke klare os uden i internationale kampe. Vi skal passe på, at vores fodbolduddannelse ikke ensretter og dermed ekskluderer vigtige typer af spillere, fordi vi er så fokuseret på det tekniske niveau og possessiondelen i ungdomsårene.        

Mentalitet og pres er undervurderet
’At skabe sult i paradis’. En ofte benyttet sætning om at arbejde med danske sportstalenter. Danske spillere skal fx elske at spille fodbold for at ville gøre det nok. Vores kultur og samfundsmodel medfører i et sportsøjemed, at der altid er et solidt sikkerhedsnet spændt ud, og derfor er det ikke livstruende eller presserende om det bliver til en sportskarriere eller ej. Alternativet er en god og statsstøttet uddannelse og et godt liv i en anden branche. Den model støtter jeg afgjort som menneske, men min tid som træner i Kina og mødet med den asiatiske kultur har også vist mig, at pres ikke kun er et negativt ladet ord i sportsregi.

I Asien ser jeg sportslige udviklingsmodeller, hvor spillerne fra en tidlig alder lærer at håndtere pres og mængder af træning, fordi det ydre fylder mere end det indre i et motivationsperspektiv. I Kina er China Games eksempelvis en ungdomsfodboldturnering med et maksimalt pres allerede fra 14-årsalderen. Turneringen handler om meget mere end blot sportslig udvikling. Det er her, karrieren kan grundlægges og de gode levevilkår etableres. Talentet kan egenhændigt løfte familien ud af en eventuel fattigdom med en gylden kontrakt og samtidig, i en kulturel kontekst, sørge for, at den provins, hvor det er født og opvokset, får større økonomisk statsstøtte, hvilket vil øge familiens anseelse i lokalsamfundet betragteligt. Et pres, der gør, at spillerne senere i karrieren har nemmere ved at håndtere tilsvarende situationer på og udenfor banen. En interessant tanke er, hvorvidt danske angribere som Nicklas Helenius og Andreas Cornelius, under et større pres i ungdomsårene, havde været bedre i stand til at håndtere deres mislykkede udlandseventyr? Vi får aldrig svaret, men diskussionen er relevant.

For få uger spillede min klubs koreanske midtstopper Asian U23 games for Sydkorea. Presset var kolossalt. Såfremt Sydkorea vandt turneringen, så var samtlige spillere fritaget for 2 års tvungen militærtjeneste. Hvis det blev til sølv eller derunder, så ventede militæret og dermed to års deroute for fodboldkarrieren. Da jeg overværede finalen, så jeg spillere i vild gråd, da de slog rivalerne fra Nordkorea 1-0 efter en scoring i det 119min. Vores spiller var i en sand lykkerus efter som anfører at have håndteret presset, scoret på straffespark i kvartfinalen mod Japan - og ikke mindst løst opgaven og vundet turneringen.

Jeg er helt med på, at vi hverken kan eller skal skabe den situation i Danmark, men vi skal overveje, om der er nok krav til vores ungdomsspillere samt og om vores udviklingsmodel gør spillerne klar til en karriere i en hård og kynisk branche samt, om spillerne forstår, hvad der venter dem i fremtiden i form af pres og arbejdskrav. Udviklingen af mentaliteten er et vitalt punkt, hvor dansk fodbold kan blive langt bedre - i jagten på at udvikle flere multifunktionelle angribere og målscorere.