Akharraz: Sagde nej til FC Midtjylland
Illustration
Superliga

Akharraz: Sagde nej til FC Midtjylland

Tidligere AGF'er Osama Akharraz er fortsat uden klub. I sommer tog han en pause fra fodbolden for at finde sig selv, og han sagde nej til et tilbud fra FC Midtjylland, fortæller han.

FC Midtjylland fører Superligaen med syv point ned til de nærmeste forfølgere i Randers FC og FC Nordsjælland, og klubben har bygget en stærk trup og er dækket godt ind på alle pladser. Det så man, da både "Duncan" og Tim Janssen var skadede, ligesom man ser det nu, hvor Erik Sviatchenko er skadet, og Jim Larsen er på vej tilbage fra en ankelskade.

Men faktisk var topholdet interesseret i at tilknytte offensivspilleren Osama Akharraz - det fortæller den tidligere AGF- og Brøndby-spiller.

- Det var inden, at jeg fik ophævet min kontrakt med AGF, men på det tidspunkt kunne jeg ikke rumme noget i mit hoved og var bange for, at det ikke ville ende særlig godt. Jeg sætter stor pris på, at FC Midtjylland gerne ville ha’ mig, men timingen var bare ikke så god. Desværre, siger Osama Akharraz til Ekstra Bladet.

I øjeblikket er Osama Akharraz fortsat uden klub, han har dog fået lov til at træne med i Hvidovre, hvor han holder sin form ved lige. Akharraz har også sagt nej tak til et bud fra Silkeborg, ligesom han sagde nej til tyske FSV Frankfurt. Han fortæller dog, at han er et bedre sted nu og vil lytte og være åben, skulle en Superliga-klub ønske at tilknytte ham.

- Hvis en Superliga-klub spørger i dag, vil jeg være åben. Jeg har fået tingene på afstand og samlet ny energi.Jeg har det meget bedre nu, og en klub vil få en spiller med fuld fokus på fodbolden, siger Osama Akharraz.

Den 23-årige kantspiller fik sidst i sommerens transfervinduet ophævet sin kontrakt med AGF efter flere uheldige situationer, hvor han kom på kant med ledelsen og tilskuerne.