Officielt: Prandelli færdig i Galatasaray
Illustration
Generelle

Officielt: Prandelli færdig i Galatasaray

Den tidligere italienske landstræner Cesare Prandelli er blevet fyret i Galatasaray efter en række dårlige resultater.

Cesare Prandelli afløste landsmanden Roberto Mancini i Galatasaray tilbage i juli, men det blev ikke til lang tid i det brandvarme sæde hos den tyrkiske storklub.

Galatasaray bekræfter således fredag aften, at man har fyret Prandelli, som dermed blot nåede at stå i spidsen for Istanbul-klubben i godt fire måneder.

Fyringen sker efter en række dårlige præstationer, der kulminerede onsdag aften, da tyrkerne tabte med 2-0 til Anderlecht i Champions League. Det resultat betyder, at klubben slutter på gruppens sidsteplads og dermed ikke engang kommer med i Europa League efter nytår.

Heller ikke i den hjemlige liga har resultaterne været tilfredsstillende, og weekendens nederlag på 3-0 til Trabzonspor placerer klubben på en øjeblikkelig tredjeplads.

Cesare Prandelli kom til Galatasaray efter en periode hos det italienske landshold, med hvem han dog brød samarbejdet efter en skuffende VM-slutrunde, hvor Azzurri ikke kom videre fra gruppen.

Prandellis afløser er endnu ikke på plads, men der spekuleres i klubbens tidligere spiller og nuværende assistent for det tyrkiske landshold, Hamza Hamzaoglu.