Wenger: Vi arbejder på transfer
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Premier League

Wenger: Vi arbejder på transfer

Arsene Wenger håber på at kunne lande flere indkøb før transfervinduet smækker i natten til tirsdag.

I Arsenal er der store forventninger til denne sæson. London-klubben har et stærkt hold, der af flere ventes at kunne kæmpe med om mesterskabet. Dette har dog ikke helt været billedet fra sæsonstart, hvor Arsenal kun står med fire points for de tre første kampe, mens man endnu ikke har vundet på hjemmebane. 

Afslutningen på transfervinduet kan dermed blive meget afgørende i London. Klubben har tidligere denne sommer jagtet Karim Benzema i Real Madrid og Grzegorz Krychowiak i Sevilla, men begge har valgt at blive i deres klubber. 

I Arsenal håber manager Arsene Wenger dog fortsat på, at signinger bliver en realitet før lukketid: 

- Jeg arbejder 24 timer i døgnet lige nu. Samtidig har jeg et godt hold bag mig, der ligeledes arbejder mod uret. Du har nogle specifikke mål, mens andre pludselig blive fri på markedet på grund af andre omstændigheder, siger Arsene Wenger til på et pressemøde torsdag formiddag. 
 
Manageren erkender samtidig, at hans udvalgte ikke har fået en god start på sæsonen: 
 
- Vi har ikke fået den optimale start, som vi havde håbet på. Vi har spillet tre kampe, hvor vi har tabt en, vi ikke burde (Mod West Ham red.). Vi har talt meget om, hvor vigtigt det var at få den gode start, fordi vi havde et derby samt en hjemmekamp mod Liverpool i startprogrammet. Nu skal vi gøre alt for at forberede os godt til Newcastle. Det er et svært sted at spille, for de har altid deres fans 100 procent bag dem. Det er dog helt normalt, at man efter tre kampe ikke er på 100 procent endnu. Nogle spillere er der ikke helt endnu, udtaler Wenger.
 
Arsenal gæster Newcastle lørdag klokken 13:45.