Emil Riis Jakobsen: Nu er fodbold hele mit liv
Foto: Andy Clarke/Derby County
Generelle

Emil Riis Jakobsen: Nu er fodbold hele mit liv

Der kan være mange overvejelser og sågar bekymringer forbundet med at skulle rive teltpælene op og flytte til udlandet som helt ung i jagten på det store gennembrud. For det 17-årige talent Emil Riis Jakobsen var der ikke den store tvivl, da muligheden for drømmeskiftet fra Randers FC til den engelske traditionsklub Derby County kom i stand henover sommerferien.

Af Jeppe Grønning
 
 
”Jeg har altid drømt om at komme til engelsk fodbold og en dag at spille i Premier League. Derby er en stor klub, der satser på at komme tilbage i den bedste række, og derfor er det et drømmeskifte for mig," siger Emil Riis Jakobsen til Tonsser og uddyber sine overvejelser:
 
”På det fodboldmæssige plan havde jeg ingen betænkeligheder overhovedet omkring skiftet. Jeg mener kun, at jeg kan udvikle mig herovre. Uden for banen vidste jeg godt, at jeg ville komme til at savne nogle ting og nogle personer, men det så jeg egentlig bare mest som en tilvænningsperiode.”
 
Tilvænningsperioden er næsten kun gået hurtigere end forventet, for den trygge hverdag i Kronjylland er nemlig skiftet ud med en næsten lige så tryg én af slagsen i East Midlands, hvor Emil bor hos en værtsfamilie tildelt af Derby County. Her bor han tæt på mange af sine holdkammerater og oveni købet sammen med én, der er i praktik i klubben, og det har gjort overgangen let og gnidningsfri indtil videre.

”Her er meget roligt, og det er dejligt at have nogle at snakke med hele tiden. Folk er rigtig venlige, og min værtsfamilie herovre er rigtig søde. Der er ingen tvivl om, at klubben vil mig det bedste, og jeg kan altid komme til dem, hvis der er noget, der ikke fungerer uden for banen.”

”Den største forskel er egentlig, at jeg gik i skole i Randers og nu lever som fuldtidsprofessionel fodboldspiller. Jeg følger stadig et HF-hold hver tredje uge over nettet, men ellers er fodbold blevet hele mit liv. Det er vildt fedt, og jeg har på ingen måde fortrudt.”



Tryg kan man derimod ikke kalde angriberens første tid på de engelske fodboldbaner. I de første par måneder manglede Emil Riis Jakobsen nemlig sin spilletilladelse og kunne derfor ikke blive udtaget til kampe, uanset hvor hårdt han arbejdede til træning. Det var en frustrerende start på opholdet, men problemet er nu løst, og Emil har sidenhen spillet fire kampe for Derbys U18-mandskab. Der er dog ingen tvivl om, at det er en helt anden fodboldverden, som Emil er kommet over til:

”Man kan ikke slappe af på noget tidspunkt. I Danmark var jeg selvskrevet til holdet, men her skal man kæmpe hver eneste uge for at få lov til at være med. Alle er dygtigere, især teknisk og tempoet er meget højt. Alle giver sig 100 procent på den klassiske engelske måde, og alle tackler igennem både til træning og kamp. Men det er fedt og kun med til at udvikle mig og forberede mig på fremtiden. Jeg synes, at det er gået rigtig godt og det er fedt med hård konkurrence.”
 
Det er især Emil Riis’ målscoringsevner, som i første omgang fik Derby County til at kigge på angriberen, der dengang bombede mål ind for Randers Frejas ungdomshold, og med otte mål i fire kampe på prøvetræningsophold i den engelske klub var det nærmest uundgåeligt, at englænderne ville vende tilbage med et tilbud. I sin længe ventede debut for Derbys U18-hold fortsatte Emil målscoringen, og spørger man angriberen selv, er der da heller ikke nogen tvivl om, hvor hans største spidskompetence ligger:
 
”Jeg har altid været meget målfarlig og har også fået af vide, at det var derfor de hentede mig. Derudover er jeg 1.89 m høj og vejer 85 kg og er både den højeste og den stærkeste på holdet, så fysisk er jeg på niveau med de andre.”
 
”Men selvom jeg er stor og stærk, skal jeg også lige vænne mig til mentaliteten herovre. Selv de mindste spillere smadrer til den. Jeg kan selvfølgelig også forbedre det hele, men især det tekniske skal jeg have udviklet. Det har jeg måske ikke skulle bruge så meget i Danmark, så jeg forventer at komme til at udvikle mig meget på det punkt.”
 
Selvom Emil Riis Jakobsen bekræfter engelsk fodbolds ry om mange fysiske dueller og hård fight, er det nemlig ikke nødvendigvis ensbetydende med store spillere og lange bolde. Derbys filosofi er således at spille den form for fodbold, som Emil kalder DBU-bold med bolden langs jorden og fokus på boldbesiddelse, og det er de langt fra de eneste, der har.

 
”Der er mange hold, der spiller teknisk fodbold herovre og mange små tekniske spillere. Vi har lige mødt Everton, og de havde en lille 8’er, og jeg har aldrig set noget lignende. Han gjorde lige, hvad der passede ham, så selvom der bliver spillet fysisk, skal man ikke være bange for ikke at kunne være med, hvis man ikke er så stor."
 
Derbys U18-hold spiller i den såkaldte U18 Premier League-turnering, der er delt op i nord og syd. Her deltager de i den førstnævnte og spiller udover Everton blandt andre imod storklubberne Manchester City og Manchester United. Men selvom nogle af modstanderne tilhører den absolutte verdenselite, kan Emil og co. sagtens give dem kamp til stregen:
 
”Vi fik en lidt dårlig start på sæsonen, men er kommet efter det igen. Vi ligger nu i midten af tabellen, hvor klubben også regner med at ende. Den største forskel på Derby og nogle af de større ungdomshold er, at jeg er den eneste udlænding på vores hold, imens over halvdelen af City og Uniteds hold er udlændinge, der er hentet fra hele Europa."
 
Det første år i Derby er ligeledes Emils sidste som U18-spiller. Næste sæson skal danskeren spille i U21-turneringen, som reelt set er klubbernes reserveholdsturnering, hvorfor han derfor hurtigt kan rende ind i nogle af de dyrt betalte verdensstjerner. Da Derby for nyligt mødte Aston Villa havde modstanderne for eksempel Jack Grealish, der allerede har spillet mere end 20 Premier League-kampe og sidste år blev kåret som årets unge spiller i klubben, med i truppen, men udsigten til hårdere modstandere får blot Emil til at arbejde endnu hårdere, så drømmen om førsteholdsfodbold på længere sigt kan realiseres.
 
”Mit mål er at være fast mand på U21-holdet fra start. Jeg har aldrig været på bænken før, så jeg vil gøre alt for at komme til at spille. Derfor handler det i denne sæson om at aflevere et så godt indtryk som muligt.”
 
”På længere sigt ser jeg min treårige kontraktperiode som en god mulighed for at få udviklet min spillestil og måske nå at komme ind omkring førsteholdet. Måske det tager et år ekstra på reserveholdet, så jeg håber naturligvis også på, at jeg kan gøre mig fortjent til en kontraktforlængelse, siger Emil Riis Jakobsen.
 
Alt dette ligger dog foreløbigt et langt stykke ude i fremtiden. Først gælder det for Emil Riis Jakobsen om at gøre præcis det, som han har gjort stort set hele sit liv; at score mål. Fortsætter angriberen med det, vil den store drøm om at spille i Premier League måske komme af sig selv.