Avis: Rodgers har fundet sin næste klub
Premier League

Avis: Rodgers har fundet sin næste klub

Ifølge avisen The Express, så har Brendan Rodgers og Swansea lavet en aftale, der ansætter nordireren fra den kommende sommer.

Efter godt tre år som Liverpool-chef blev Brendan Rodgers fyret i efteråret. Et Merseyside-derby i oktober blev Rodgers' sidste kamp som manager i Liverpool og siden da har han rejst, været ekspert på engelsk TV og selvfølgelig tilbragt tid med den familie, der var nummer to i de tre år som The Reds' leder. 

Nu kan Rodgers dog vende tilbage til managerhvervet. The Express skriver i en eksklusiv historie sent lørdag, at Rodgers vender tilbage for Swansea City fra starten af næste sæson.

Rodgers overtager ifølge mediet i juli måned, når Francesco Guidolins midlertidige aftale udløber.

Manageren skulle være i gang med at udfærdige en liste over spillere, han gerne vil have til Swansea. Holdet har haft en svær sæson i år og det vil kræve forstærkninger for en del af de store TV-summer, hvis man igen skal kæmpe med om europæisk fodbold i foråret 2017.

Rodgers tilbragte næsten to år i Swansea før tiden i Liverpool. Nordireren ledte holdet fra den walisiske sydkyst i Premier League tilbage i 2011 og havde en fremragende debutsæson med holdet i den bedste række inden han i sommeren 2012 skiftede til Liverpool FC.