Brøndby forventer at få Jose Ariel Nunez retur
Foto: Brøndby IF
Superliga

Brøndby forventer at få Jose Ariel Nunez retur

Jose Ariel Nunez vender tilbage til Brøndby. Olimpia har ikke tænkt sig at udnytte købsoptionen på den 27-årige angriber.

Der var nok ikke mange, der så en fremtid i Brøndby IF for Jose Ariel Nunez, da paraguayaneren sidste sommer blev udlejet til Olimpia i angriberens hjemland, men snart vender han tilbage til den københavnske Vestegn.

Jose Ariel Nunez har fået masser af spilletid i Olimpia, og han holder også et udmærket scoringssnit med blandt andet seks mål i 15 kampe i 2016, men alligevel er der ikke noget, der tyder på, at Olimpia har tænkt sig at udnytte sin købsoption på Brøndby-spilleren.

- Vi har ikke fået den endelige besked endnu, men jeg kan konstatere, at det er den besked, vi regner med at få, og det betyder, at han kommer tilbage til Brøndby, siger sportsdirektør Troels Bech til tipsbladet.dk.

Spørgsmålet er, om Jose Ariel Nunez tilbagevenden bliver for en kort bemærkning, eller om han kan have en fremtid i Brøndby, nu hvor der både er kommet ny ledelse og ny træner til klubben.

- Det vil være helt urimeligt af mig at udtale mig om det på nuværende tidspunkt, og det er også en af de ting, Alexander (Zorniger, red.) skal kigge på, når han tiltræder. Og der går lige nogle uger endnu, lyder det fra Troels Bech.

Jose Ariel Nunez står noteret for 27 Superliga-kampe og ni mål for Brøndby IF. På trods af den på papiret fine statistik formåede han aldrig at bide sig fast under Thomas Frank, og det var grunden til, at han blev udlejet til Olimpia. Om Alexander Zorniger ser Nunez i et andet lys, må tiden vise.