Tilfreds topscorer i FC Nordsjælland: Kan ikke være bedre
Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Tilfreds topscorer i FC Nordsjælland: Kan ikke være bedre

Marcus Ingvartsen har spillet en god sæson for FC Nordsjælland og krydrede det med to mål i kampen mod Esbjerg i går. Han er glad for det positive spil og sammenspillet med hurtigløberen Ernest Asante.

FC Nordsjælland fik i går sin første sejr efter tre kampe, der kun havde givet et samlet point. 3-0 blev det til hjemme mod Esbjerg, hvor frontangriberen Marcus Ingvartsen scorede to gange.

Den 20-årige angriber, der nu er oppe på seks Superliga-scoringer, er glad for at være tilbage på sporet.

- Det er super dejligt. Dejligt med nogle mål igen. Nu fik jeg ikke scoret sidst, så det er dejligt at komme i gang igen. Og super vigtigt, at vi får en sejr. Jeg synes, at vi spiller rigtig fornuftigt, holder nullet og scorer tre mål, så det kan ikke være meget bedre, siger han til klubbens hjemmeside.

I forhold til klubbens seneste kampe, var Nordsjælland gode til at holde i bolden, og de takter er Ingvartsen glad for at se.

- I dag synes jeg specielt, at det var spillet med bold. Når vi får dem ud at løbe og de så på et tidspunkt får bolden, så var de trætte og vi var gode i genpresset. Deres omstillinger bliver ikke specielt farlige og vi kan hurtigt samle anden- og tredjebolde op og starte forfra. Det gør det meget lettere og giver os kæmpe overskud inde på banen. 

Nordsjællands offensive spil i denne sæson har kørt meget igennem Ingvartsen og ghanesiske Ernest Asante, som klubben i transfervinduet købte i norske Stabæk. Kantspillerens speed har været en væsentlig faktor for Ingvartsens måltotal, mener angriberen.

- Jeg skal bare være i boksen. Når han er så sindssygt hurtig, kan han bare tage et træk og så er han fri af manden. Hvis jeg er inde i boksen, så ligger der nogle lette mål der en gang i mellem, der skal prikkes ind og det er et nyt våben, vi har fået i ham, og det er super rart.

Udover de seks Superliga-scoringer kan Ingvartsen glæde sig over igen at være udtaget til U21-landsholdet, som d. 7 og 11 oktober spiller de sidste to kvalifikationskampe til EM.

i Klubregi er næste kamp for Asante, Ingvartsen og resten af Nordsjælland-mandskabet på fredag, når de skal en tur til Silkeborg.