FCK overlever tårnenes fald: Fundamentet er stærkt
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Generelle

FCK overlever tårnenes fald: Fundamentet er stærkt

Andreas Cornelius kunne have været den store profil i FC Københavns Champions League-brag tirsdag aften. Men FC København kan godt klare sig uden mod FC Porto.

Dette blogindlæg skulle egentlig have handlet om Andreas Cornelius.

Det skulle have handlet om den unge knægts vej tilbage til det topniveau, han har præsteret gennem dette efterår, hvor han har modbevist skeptikeres påstand om, at han aldrig igen ville blive en succes i FC København.

Det skulle have handlet om min egen fejltagelse, for jeg skrev et kritisk blogindlæg om hans daværende problematiske rolle som dyr reserve uden udsigt til en væsentlig rolle på holdet.

Det skulle have handlet om hans stærke mentalitet og evne til at lukke presset og pressen ude og fokusere på sig selv og vejen tilbage fra både Cardiff-skuffelse og alvorlig skade.

Det skulle have handlet om hans væsentlige rolle i FC Københavns mulige Champions League-avancement og om hans status som symbol på FC København: Født i starten af 1990’erne, modnet gennem modgang og nu i højeste Superliga-klasse med kurs mod Europa.

Men så blev han skadet i fredagens Superliga-kamp mod AaB, og derfor har optakten til  FC Københavns tirsdagsgyser mod FC Porto handlet om dem, der ikke er med: Federico Santander og Andreas Cornelius. For hvordan skal FCK dog klare sig uden duoen, der har fysikken til at begå sig internationalt og evnerne til at score mål mod kvalitetsmodstandere?

Det vil derfor også være temaet i dette blogindlæg, men jeg ser stadig udmærkede muligheder for FC København.

Også selvom tirsdagens modstander fra FC Porto muligvis er den stærkeste modstander, københavnerne har mødt i løbet af det seneste 13 måneder, hvor det kun er blevet til nederlag mod FC Nordsjælland, Hobro (i en ubetydelig kamp) og Leicester.

De nævnte nederlag har alle været på udebane, for FC København har ikke tabt på hjemmebane siden 2-3-skuffelsen mod Jablonec i Europa League-kvalifikationen i efteråret 2013. Det er 474 dage siden, og det er det eneste nederlag, FC København har indkasseret på hjemmebane i kalenderårene 2015 og 2016.

Det må give en tryghed på niveau med den, et spædbarn oplever i sin mors favn. Når FC Københavns spillere går på banen, er det med en følelse af at være usårlig – også selvom modstanderen er stærk. William Kvist har tidligere sat ord på det tidligere i år.

- Vi har en fanbase, der altid skubber os fremad, og vi ved, at vi har en god bane at spille på. Vi spiller i nationalarenaen, og det betyder altid lidt ekstra. Jeg tror, at andre hold kommer med lidt større respekt, når de skal i Parken, sagde Kvist til tipsbladet.dk tidligere på året.

FC Porto har naturligvis prøvet at spille større og mere skræmmende steder end i København, og jeg tror heller ikke, at det er kulissen, der gør FC København så stærke hjemme. Det ligger hos spillerne og i kulturen, og så er vi egentlig tilbage ved William Kvist og trygheden.

For selvom Andreas Cornelius ikke er med, råder FC København over flere klubsønner, der er afgørende for trygheden og kvaliteten på holdet i kampe som tirsdagens Champions League-brag. William Kvist, Thomas Delaney og Mathias ’Zanka’ Jørgensen er nok de tre vigtigste spillere på FCK-mandskabet, og tilsætter man svenske Erik Johansson har man en kvartet, der udgør den defensive base, der for mig at se er den primære årsag til FC Københavns høje niveau i denne sæson. Der bliver simpelt hen ikke lukket ret mange mål ind. Især ikke på eget græs. Det er fundamentet for FC Københavns succes, og det er ikke blevet rystet ved skaderne til Cornelius og Santander.

De defensive aftaler er krystalklare, og hos de fire førnævnte spillere er der så høj kvalitet, at de er svære at ryste. Samtidig er det også spillere med en stærk karakter og lederevner. Derfor har FC København endnu ikke lukket mål ind i Champions League-regi i denne sæson på hjemmebane. Og i Superligaen er der kun lukket to mål ind. To mål i otte hjemmekampe. Tæller man kvalifikationskampene fra i sommer med, har FC København spillet 12 fodboldkampe på hjemmebane i dette efterår og altså kun lukket sølle to mål ind.

Derfor tror jeg også, at FC København klarer sig uden Andreas Cornelius og Federico Santander i aften. Det kan godt blive en forsvarskamp, og FC København har netop sine største kvaliteter i defensiven.

Selvfølgelig er FC Porto en brølstærk modstander, og det er værd at notere, at portugiserne vandt 3-0 ude over Roma i Champions League-kvalifikationen. Men det er også værd at notere sig, at FC Porto netop kommer fra en udekamp mod Chaves i pokalturneringen, hvor det i løbet af 120 minutters fodbold ikke lykkedes FC Porto at score. Læg dette til de yderligere to udekampe i den portugisiske liga, hvor holdet også er gået målløst fra banen.

Muligheden er der for FC København, for selvom de to tårne i form af Andreas Cornelius og Federico Santander ikke er med, er fundamentet i den grad på plads.

Man bygger som bekendt ikke et hus ved at starte med taget.