Video : Tipsbladet
Superliga

Borring: Følte mig ikke afskibet i Brøndby

Jonas Borring føler ikke, at der er en personlig revanche på spil for ham, når han møder Brøndby IF.

Jonas Borring er søndag tilbage på sin gamle hjemmebane i Brøndby IF, når han med sine holdkammerater fra FC Midtjylland møder de blå-gule i premieren i slutspillet. Den 32-årige kantspiller skiftede forud for denne til FC Midtjylland, og han nåede at spille en enkelt Superliga-kamp for de blå-gule, inden aftalen faldt på plads.

Jonas Borring har to gange tidligere mødt Brøndby IF siden sin afsked i klubben, og han fastslår, at der ikke er noget særligt på spil for ham i kampene mod sin tidligere klub. Han føler ikke en ekstra sult, selv om han aldrig rigtig fik chancen under Alexander Zorniger.

- Jeg føler ikke, jeg blev afskibet i Brøndby. Der kom en ny træner, som ikke benyttede sig af kantspillere, og derfor kom jeg af gode grunde i overskud. Jeg har også snakket med Zorniger sidenhen, og vi er enige om, at det er godt for mig, at jeg er kommet til FC Midtjylland. Så jeg har ikke noget i klemme i forhold til Brøndby. Det er altid sjovt at spille mod Brøndby, og nu synes jeg bare, det er ekstra sjovt, fordi jeg kender en del af spillerne i klubben og holder af dem, siger Jonas Borring til tipsbladet.dk.

Han forudser en tæt kamp søndag aften på den københavnske Vestegn.

- Det bliver en spændende kamp. Jeg synes, vi præsterede godt mod dem de to gange, vi mødte dem i grundspillet, hvor vi i Herning diskede op med et flot comeback, og vi, efter min mening, havde fortjent mere på Brøndby Stadion, hvor vi tabte 1-2. Det bliver noget af en mundfuld at starte på udebane i Brøndby, men vi glæder os og er klar, lyder det fra Borring.

Brøndby IF er nummer to i Superligaen, mens FC Midtjylland er nummer fem.