Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens jagter 15 millioner til truppen og ungdommen

Over de næste tre år vil AC Horsens forsøge at skaffe 15 yderligere millioner. 60 procent skal gå til førsteholdstruppen, 40 til ungdomsafdelingen.

Med Hobro IK og FC Helsingør i Superligaen har AC Horsens ikke længere det mindste budget i den bedste danske række. Det er dog stadig et af de allerlaveste, men klubben forsøger at udvide det.

Det er planen, at AC Horsens skal indsamle 15 millioner kroner over de næste tre år til sportslige investeringer. Sponsorer er blevet bedt om at give en ekstra støtte på enten 100.000 eller 250.000 hvert år de næste tre år.

På den måde vil klubben forsøge at hale ind på de andre klubber i  Superligaen og dermed øge chancen for, at den kan blive i det fineste selskab.

- Selv om der er kommet to hold op i Superligaen, som vi nu kan sammenligne os med økonomisk, er vi stadig i den lave ende i forhold til de økonomiske muligheder. Vores målsætning er at finde 20 sponsorerer, der vil være med, men hvis vi kan finde 10, gør vi alvor af projektet, siger formand Bo Pinholt til Horsens Folkeblad.

De første par sponsorer har allerede meldt sig klar - både nogle, der vil give 100.000, og nogle, der er klar med 250.000. 

Da Horsens rykkede ud af Superligaen i 2013 og ikke formåede at rykke tilbage igen med det samme, måtte klubben ud i en voldsom sparerunde. Det gjaldt både administrationen, førsteholdet og ungdomsafdelingen, og man er aldrig nået tilbage til samme niveau som før.

Nu håber formand Pinholt, at klubben med det nye projek kan netop det.

- Vi kan forhåbentlig geare op, så vi minimum kommer op på det niveau, vi havde før besparelserne for år tilbage. Hvis AC Horsens på sigt skal overleve som superligaklub, skal vi også være i stand til at udvikle flere af vores spillere selv, siger han. 

Det er meningen, at 60 procent af de nye penge skal gå til førsteholdstruppen, mens 40 skal gå til ungdomsafdelingen.