Video : Tipsbladet
Bundesliga

Ancelotti forventer ikke flere tilgange

Bayern München-træneren er tilfreds med sit nuværende hold, og forventer ikke flere tilgange.

Den italienske træner, Carlo Ancelotti, forventer ikke yderligere tilgange til det tyske mandskab denne sommer, hvor klubben skal forsvare Bundesliga-titlen.

Bayern München har fået tilgang af en række spillere, hvor Corentin Tolisso og James Rodriguez er de helt store navne, og Ancelotti erkender, at han er glad for balancen på holdet forud for sæsonen.

- Jeg er glad for holdet og tilfreds med de spillere, som vi har. Vi kan få en fantastisk sæson, sagde Ancelotti efter 3-2 sejren over Chelsea i en venskabsturnering i Singapore.

Både Tolisso og James får rosende ord med på vejen for deres første tid i Bayern München.

- Jeg er glad for vores præstation mod Chelsea, især præstationerne fra Tolisso og James, som så ud som om, de har spillet her længe. De er kommet hurtigt ind på holdet, og de kender allerede vores spillestil, og de gør et godt job.

Arturo Vidal har de seneste uger været rygtet væk fra den tyske storklub og til italienske Inter. Ancelotti ønsker dog ikke at sælge sin midtbanestjerne.

- De, der tror, at Vidal er på vej væk, tager fejl. Han skal ingen steder.

En anden spiller, som også har været rygtet væk er Renato Sanches.

- Renato er med os hele vejen igennem opstarten, og så tager vi en beslutning derefter. Han spillede godt mod Chelsea, og jeg håber, at han kan fortsætte sin udvikling.

Selvom det blev til en sejr over Chelsea i venskabsturneringen, så har Bayern München tabt 4-0 til AC Milan i en tidligere træningskamp, ligesom det også er blevet til et nederlag mod Arsenal efter straffesparkskonkurrence.