Kusk om konkurrencen i FCK: Det må man vænne sig til
Foto: Getty Images
Europa League

Kusk om konkurrencen i FCK: Det må man vænne sig til

Kasper Kusk har været inde og ude af startopstillingen i FCK over længere tid, men det er tilsyneladende ikke noget, som går kantspilleren på.

Kasper Kusk fik lidt over en time for FC København torsdag aften i opgøret mod Zlin i Europa League, og det har været kendetegnende for netop Kusk, at det har været lidt ind og ud for ham i sin tid i klubben. Det er noget, som han efterhånden har vænnet sig til.

Det gør Kusk klart i et interview med 6'eren umiddelbart efter kampen.

- Sådan har det jo været i meget lang tid. Det er jo ikke noget nyt for mig, så på den måde har jeg ligesom vænnet mig lidt til, at det er meget ind og ud - og det er det også for mange andre. Det er sådan, det er i FCK, og det må man leve med og tage de chancer, som man får, siger Kasper Kusk, som mener, at han fik vist nogle af de ting, som han kan mod Zlin.

Kasper Kusk peger desuden også på, at det ikke ligefrem er konkurrence, man mangler i klubben.

- Vi er jo mange dygtige spillere. Verbic scorer på alt, hvad han rører ved i øjeblikket, og Falk har også gjort det rigtig godt, så det handler om at være klar til de chancer, som man får, og det er jeg selvfølgelig godt klar over, og sådan har det været i noget tid, så det er ikke en ny situation for mig, siger Kusk.

FC Københavns næste opgave i Europa League er mod Lokomotiv Moskva, som de møder på udebane 23. november.